Tysk mand i livsfare efter uheld på strand

Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)

En 22-årig tysk mand er i livsfare, efter at han faldt af ladet på en bil torsdag aften på stranden ved Saltum. Nu efterlyser politiet vidner i sagen.

Nordjyllands Politi efterlyser vidner efter et uheld på stranden ved Saltum torsdag aften. Uheldet skete omkring klokken 19, da en gruppe tyske turister kørte rundt på stranden.

Den 22-årige mand sad på ladet af bilen og faldt af og slog hovedet. Han blev kørt til Traumecentret i Aalborg med blødninger i hovedet, og hans tilstand betegnes som kritisk.

Nærpolitiet Jammerbugt efterforsker nu sagen og vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der har set bilen på stranden. De kan kontaktes hele fredagen på telefon 72 58 98 60 og derefter på telefon 114.

Der er tale om en tysk indregistreret rød Toyota Hilux med gul skrift.

Der var ikke tale om spirituskørsel.

Uheldet skete ca. halvanden km syd for nedkørslen til Saltum Strand fra Saltum Strandvej.

Flere nyheder fra TV2 Nord