Unge mænd overfaldet med baseballbat på gaden i Aalborg: Tre mænd fængslet

To mænd på henholdsvis 22 og 23 år blev sent natten til søndag overfaldet på åben gade i Aalborg og frarøvet telefoner og tegnebøger

Nordjyllands Politi måtte kort efter klokken 4 natten til søndag rykke ud til et voldsomt gaderøveri på Langesgade i det centrale Aalborg.

Her var to unge mænd på henholdsvis 22 og 23 år blevet passet op af af 4-5 andre unge mænd, som med flere baseballbat overfaldt og røvede de to ofre.

De unge mænd får i forbindelse med overfaldet frarøvet deres telefoner og tegnebøger, men der er heldigvis en chance for, at de snart kan se deres ejendele igen.

- Vi har efterfølgende anholdt tre unge mænd, som vi mener står bag overfaldet. De bliver afhørt lige nu og så forventer vi at fremstille dem i grundlovsforhør over middag, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Da de unge mænd blev overfaldet af i hvert fald fire personer, betyder anholdelsen af tre, at der er mindst en medgerningsmand på fri fod. 

De tre blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Her besluttede en dommer at varetægtsfængsle dem i 14 dage til den 12. april. Den kendelse blev kæret af både forsvarere og anklager og skal nu behandles af Vestre Landsret.

Overfaldet skete på Langesgade i Aalborg

 


Seneste nyt

fra Nordjylland