Urafstemning om borgmesterkandidat

Socialdemokraternes medlemmer afgør om Birgit Hansen eller Birthe Marie Pilgaard skal være partiets næste spidskandidat ved det kommende kommunalvalg.

Socialdemokraternes tre lokalafdelinger i Frederikshavn Kommune er blevet enige om de to kandidater. Birgit Hansen er indstillet af Sæby og Skagen, mens Birthe Marie Pilgaard har opbakning fra Frederikshavn.

Niels Chr. Larsen, der er næstformand i kredsfællesskabet siger:
- Vi er glade for at vi har to dygtige kandidater, der begge har god erfaring fra byrådsarbejdet i Frederikshavn Kommune. Nu må vores medlemmer så afgøre, hvem vi satser på som borgmesterkandidat.

Urafstemningen begynder d. 2. april, og stemmerne bliver talt op senest d. 21. april. På forhånd bejler socialdemokraterne til et fornyet samarbejde med den gamle partner SF. Et samarbejde der ophørte brat, da SF overraskende pegede på venstremanden Lars Møller efter det seneste valg.

Socialdemokraternes tidligere spidskandidat og mangeårige borgmester Erik Sørensen har forlængst meddelt, at han ikke genopstiller ved valget.


Seneste nyt

fra Nordjylland