TV2 Nord

Usædvanlig dramatisk aften for Politiet

Biljagt, tyverier og en totalskadet patruljevogn var blandt hændelserne på en usædvanligt travl nat for Nordjyllands Politi

Ved midnatstid gik alarmen gik i SuperBest i Nibe, hvor tyve havde brækket et vindue op. Politiet rykkede hurtigt ud og opdagede en Opel Calibra, der kørte fra stedet med stor hastighed. Det lykkes ikke politiet at stoppe bilen da hastigheden var oppe på 200 kilometer i timen. En anden patruljevogn udlagde derfor sømmåtter, og den taktik virkede. Bilen blev bragt til standsning og fem mænd først i 20'erne fra Ranum-egnen blev anholdt.

Samtidig var der indbrud i Bangsbo Frejas klubhus i Frederikshavn. Har havde to unge mænd knust en rude og stjålet to sportstasker fyldt med slik. De blev opdaget af en patruljevogn da de kom kørende på en knallert, og de er nu sigtet for indbrud.

På vej hjem fra et i indbrud i apoteket på Vestergade i Brovst forulykkede en patruljevogn efter at have ramt et rådyr. De to betjente slap rystede men uskadte fra ulykken, men den næsten nye patruljevogn blev totalskadet. Udbyttet fra indbruddet blev sovepiller og morfin, og en mørk stationcar blev set køre fra stedet. Politiet har ikke fundet frem til tyvene.

Endelig var der rambuktyveri i Løkken. Tyve bakkede en militær minibus gennem ruden til Sportsmaster og slap væk med en del varer. Bilen blev efterfølgende fundet udbrændt på stranden.

Har du et godt tip?