Usædvanligt fund: Keramikovn fra jernalderen

Arkæologer ved Vendsyssel Historiske Museum har fundet en keramikovn fra jernalderen. I efterårsferien kan besøgende følge med, når den undersøges.

Nordjyder og andre interesserede kan i disse dage opleve Danmarks-historien blive omskrevet på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring. Her er man nemlig igang med at udgrave en keramikovn fra oldtiden. En ovntype som kun en gang tidligere er blevet udgravet i Danmark. Og det var i 70'erne nær Viborg.

Ovnen blev for nylig fundet nord for Brønderslev, og den er siden da blevet fragtet i en stor trækasse til museet i Hjørring. Her er det arkæolog Christoffer Pelle Hagelguist, der har fået fornøjelsen med at afsløre ovnens indhold, datere ovnen og tolke på det man finder.

- At man kan tage på arbejde mandag i regnvejr og så komme hjem og have været med omskrive Danmarks-historien, det synes jeg er virkelig interessant, siger arkæologen, der torsdag havde brødrene Mathias og Malthe Svendsen,  til at se sig over skulderen og opdage oldtiden.

I ovnen har man fundet lerkopper og otte lerkar, som Christoffer Pelle Hagelguist hurtigt kan videreformidle sin viden om.

- De her lerkar og kopper giver os en relativt fast datering på sen før-romersk jernalder. Det vil sige et et århundrede før kristi fødsel, fortæller arkæologen og fortsætter:

- Ud fra de forskellige typer skår, der er, kan vi se, at der er i hvert fald otte lerkar her, og vi har i hvert fald fundet fire mere på udgravningen.

Et af de otte lerkar stiller sig i voldsom grad ud fra resten. Det kan man nemlig se, var fyldt med sten under brændingen.

- Indtil videre tolker vi det her lerkar, hvor der er placeret sten inde i lerkaret som en form for 7-9-13 til at brændingen skulle gå godt. Ellers kan vi ikke rigtig finde en forkalring på hvorfor man har placeret sten inde i et lerkar, der skal brændes.

- Og desværre gik brændningen jo galt til sidst, så der var måske mænd, der skulle hjem til lillemor og sige: Øv, det bliver ikke i dag, du får nye lerkar.

Christoffer Pelle Hagelguist kan dog trøste alle med, at lillmor formentlig bare har kunnet sige: "Pyt med det, lillefar."

- Det vi finder her er meget grovkornet lerkeramik. IKEA-porcelæn, hvis man skal sammenligne det med noget fra vores tid. Hvis det gik i stykker, gjorde det ikke så meget. Det var nemt at producere, og der var nok af det.


Seneste nyt

fra Nordjylland