Vækst i Spar Nord Bank

1. kvartals resultat for Spar Nord Bank blev på 242 mio. kr., hvilket er 16 pct. højere end i samme periode sidste år.

<b>100.000 aktionærer</b>
I begyndelsen af 2. kvartal rundede banken desuden milepælen 100.000 aktionærer. Ledelsen finder udviklingen meget tilfredsstillende.

<b>Egenkapitalen styrkes</b>
Til grund for resultatet, der forrenter egenkapitalen med 28 pct. p.a., ligger især øgede nettorenteindtægter samt en stor positiv nettopåvirkning fra nedskrivninger på udlån mv.

<b>Høj beskæftigelse og lav rente</b>
- Det gode resultat er en konsekvens af den fortsatte vækst, vi oplever i vores bankforretninger, mens den positive indtægt fra tilbageførte nedskrivninger skyldes de fortsat gunstige danske konjunkturer. Den rekordhøje beskæftigelse og lave renter er altså endnu engang med til at påvirke vores resultat i en positiv retning, siger adm. direktør Lasse Nyby.

<b>Kundefremgang</b>
De seneste kvartalers kundefremgang i Spar Nords lokale banker blev videreført i 1. kvartal 2007, hvor også antallet af aktionærer steg markant.

- Vi har de seneste år arbejdet målrettet på at øge antallet af aktionærer og styrke vores relationer til dem.
Det er vigtigt fordi, en stor del af vores aktionærer også er kunder i banken. Faktisk er godt 90 pct. af vores aktionærer i dag kunder i banken, siger Lasse Nyby.

<b>Flere medarbejdere</b>
På de indre linjer har den fortsatte geografiske og forretningsmæssige vækst skabt behov
for en yderligere udvidelse af medarbejderstaben med 86 personer i forhold til 1. kvartal 2006.

<b>Nye banker</b>
Og ekspansionen fortsætter. I løbet af maj og juni er Spar Nord klar til at udvide kæden af lokale banker og åbner nye afdelinger i Slagelse, Køge og Ikast.

Således kommer antallet af banker op på 80, og antallet af ansatte vokser til over 1.300.

- Vores ambition om at åbne 1 til 2 nye lokale banker om året har de seneste år vist sig at være mere end realistisk. Sidste år blev det til 6, og i løbet af de kommende uger er vi altså klar til at byde kunderne velkommen i Slagelse, Køge og Ikast, fortæller Lasse Nyby.

Flere nyheder fra TV2 Nord