Værdifuld travhest fundet i god behold

 Værdifuld travhest fundet i god behold

Travhesten Makin' My Dizzy, der onsdag aften stak af fra sin ejer på Rødhus strand, blev fredag aften fundet i god behold.

Fredag aften blev der sat fly ind i jagten på den forsvundne travhest. Men det blev en lokal mand, der var ude og lufte sin hund, der fandt hesten. Det skriver ekstrabladet.dk.

- Pludselig fik han øje på hestens øre, og han fik alarmeret politiet. Han ringede til politiet, og jeg står og kigger på hesten nu, siger en af travhestens tre ejere, Gunnar Christiansen, til ekstrabladet.dk.

Hesten, der normalt står opstaldet hos en anden delejer end Gunnar Christiansen, er nu sikkert hjemme i stalden igen.

- Den er rigtig tørstig. Jeg tror den blev bange for lyden af seletøjet, og det er nok derfor, at vi finder den tre kilometer væk, siger Gunnar Christiansen.

Det kunne have været en omkostningsfuld affære for de tre ejere, hvis der var sket noget med hesten.

- Vi har tidligere fået et bud på en halv million, men den var billigere til salg i formiddags, siger Gunnar Christiansen.

Sidste sæson vandt hesten, der går under navnet Makin' My Dizzy, to af i alt seks starter.


Seneste nyt

fra Nordjylland