Varetægtsfængslet for hasarderet kørsel

En mand fra Hjørring er i dag blevet varetægtsfængslet i tre uger. Søndag kørte han i påvirket tilstand rundt i Brønderslev midtby til stor fare for andre trafikanter på gaden.

Den 33-årige mand fra Hjørring er sigtet for flere forhold, da han mandag blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Hjørring. 

Manden kørte søndag rundt i påvirket tilstand i Brønderslev midtby i en Golf, som tidligere var blevet stjålet i Hjørring. Her kørte han blandt andet med høj hastighed imod kørselsretningen i den ensrettede del af Algade. 

Til sidst lykkedes det flere patruljevogne at stoppe manden på Øster Brønderslevvej.

Den hasarderede kørsel førte til tre mindre uheld, hvor manden blandt andet ramte en husmur og nogle buske i området ved Brønderslev Bibliotek. Det fortæller Vicepolitikommisær Peter Skovbak.
 
Ud over den hasarderede kørsel i Brønderslev er manden desuden sigtet i to ældre sager om bedrageri og dokumentfalsk. 
 
Manden er indtil videre varetægtsfængslet i tre uger. Han har ikke kæret afgørelsen.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland