Varmen kommer - også til havs

Sommeren har været lidt forbi Blokhus, men vandet har stadig ikke været over de 19 grader, der betegner en badedag. Men det kommer. Snart. Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)

Find badetøjet frem - nu bliver badevandet snart "varmt".

Man skal nærmest være vinterbader for at dyppe kroppen i det blå havvand for tiden. Badevandet er nemlig det laveste i 16 år oplyser TV2 Vejret.

- Gennemsnitstemperaturen på 16,7 grader er den koldeste på den 22. juli, siden BadevandsPatruljen første gang sprang i vandet i 1996, fortæller Anders Brandt fra TV2 Vejret til Politiken.

Men nu stiger lufttemperaturen. Vejrcenteret vurderer, at den kan stige til 27 grader. Og det vil også kunne mærkes i bølgen blå.

Med de aktuelle prognoser og udsigten til sommervejr, så venter der fantastisk badevand, når weekenden kommer vurderer TV2 Vejret. Formentlig kommer temperaturen hurtigt over de 19 grader, der betegner en regulær badedag.