Vejboder plyndres hver dag

Hver eneste dag bliver nordjyske vejboder med frugt og grønt hjemsøgt af folk, der "glemmer" at betale for varerne. Eller også løber de uønskede kunder simpelthen med pengekassen.

Hver halve time dagen igennem tager Poul Erik Petersen turen op til vejen. Han holder øje med sin grønsagsbod i Rubjerg - for hver eneste dag bliver han bestjålet. I går nappede tyven både kartofler, rødbeder og løg.

- Jeg er sur. I kan bare spørge min kone, hvor sur jeg er når jeg kommer hjem og der mangler penge i kassen. Så er det en anden mine, jeg får på, siger Poul Erik Petersen.

I den anden ende af byen er 8-årige Nanna på vej ud for at tage kartofler op sammen med sin far. Hun har også en bod - og også hun bliver bestjålet flere gange om ugen.

- Det er simpelthen under lavmålet. Det er jo mine børn de stjæler fra, og de bliver da skuffede når de kommer ud til en kasse der er tom og grønsagerne er væk. De forstår ikke at folk kan finde på at stjæle, siger Finn Thaagaard, der er far til Nanna.

TV2/Nord har talt med en række hobbyavlere, og alle oplever jævnligt at blive bestjålet. Det kan også foregå ved at folk kun lægger ti kroner, selvom posen med kartofler koster tyve kroner. På en sæson kan det blive til tusinder af kroner for en avler, men det er for små beløb af gangen og derfor melder de det ikke til politiet.

- Politiet har da andet at give sig til en at efterforske sådan nogle tyverier, siger Finn Thaagaard. Han har modstræbende accepteret at der er et svind på 10 til 20 procent fra Nannas bod.

Poul Erik Petersen tror ikke det er turisterne der har for lange fingre. Han mistænker de lokale i byen. I sidste uge blev hans pengebøsse brækket op og indholdet forsvandt. Nu er pengekassen skruet endnu bedre fast, men ellers ved Poul Erik ikke hvad han skal gøre for at stoppe tyverierne.

- Jeg har prøvet at flytte min bod helt ind til huset, men så solgte jeg ingenting, så nu står den ude ved vejen igen, siger Poul Erik Petersen.

Ifølge Nordjyllands Politi er det ikke lovligt at videoovervåge en vejsidebod.


Seneste nyt

fra Nordjylland