Vendsyssel fortsætter vild stime: Sikrede point i overtiden

Arkivfoto Foto: Lone Vad Dam (arkiv)

En scoring i overtiden sikrede Vendsyssel FF et point, og gjorde holdets stribe af kampe uden nederlag endnu længere.

Vendsyssel FF kunne søndag gøre en vild stime af kampe uden nederlag længere, da holdet på udebane mødte Vejle, der inden dagens havde tabt fem af holdet seneste seks kampe.

Det kunne ligne en nem opgave, men Vejle kom foran efter blot to minutter, og helt ind til dommerens overtid lignede det, at det nordjyske holds stribe af pointgivende kampe, var overstået.

Det hele endte dog med en kold dukkert til Vejle og endnu en kamp uden nederlag til Vendyssel, for Simon Okusun kom efter et Vendsyssel-pres i kampens døende minutter højest på bolden, og fik den skubbet over stregen til 1-1. Dermed er Vendsyssel FF nu ubesejret i ni kampe.

Inden da havde Vejle gennem hele kampen udvist flot fight og blandt andet reddet flere forsøg fra Vendsyssel på målstregen. Efter 65 minutter var hjemmeholdet endda tæt på at gøre det til 2-0, da Patrick Rasmussen skød lige forbi målet.

Vendsyssel FF indtager fjerdepladsen i 1. division, og har efter 13 kampe 21 point. Det aktuelle førerhold i 1. division er Hobro IK der torsdag spillede 1-1 mod Fredericia.

Netop Hobro er Vendsyssels næste modstander, når de to hold tørner sammen 30. oktober i Hjørring.

Flere nyheder fra TV2 Nord