Vendsyssel Håndbold tabte 27-30 til Silkeborg-Voel i Frederikshavn i dag.
Vendsyssel Håndbold har i dag været på en styrkeprøve. I kampen mod Silkeborg-Voel slog kræfterne dog ikke til, så holdet måtte se sig slået 27-30.
Ved pausen var nordjyderne bagud med fem mål, men i anden halvleg hang de bedre på favoritterne fra Silkeborg og får på et tidspunkt reduceret til at være bagud med to mål.
- Vi er så godt med i anden halvleg. Og vi kunne godt have fået bare et point i hvert fald. Så det er bare rigtig ærgerligt, siger Sisse Bruun fra Vendsyssel Håndbold.
Vendsyssel døjer med flere skader i truppen for tiden, og to af holdets profiler er ude med langtidsskader.
- Det har stor betydning at vi mangler både Cecilie Skovgard og Anne Hyldal. Men pigerne kæmpede alt hvad de kan, og i det store hele er jeg er tilfreds, siger cheftræner Lars Rasmussen.