Borgmester: Vi har brug for at få nedrevet nogle af de faldefærdige ejendomme

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (Venstre), ser frem til at få revet faldefærdige ejendomme ned.

Huspriserne i Danmark er på sit højeste, og det eneste sted, de falder, er i Nordjylland. Nu kan der dog være hjælp på vej.

Landdistrikternes Fællesråd og Finans Danmark har fire konkrete forslag til at gøre det mere attraktivt at bosætte sig i yderområderne.

- Den kommunale medfinansiering skal reduceres. I dag står man i pressede kommunale økonomier og skal vælge mellem at skære i hjemmeplejen eller lidt ekstra midler til nedrivning. Når man får fjernet de rådne tænder og boliglig, der ligger langs vejen, så er det mere attraktivt at flytte til de landsbyer, siger Steffen Damsgaard, der er formand i Landdistrikternes Fællesråd.

Foruden forslaget om at nedsætte den kommunale medfinansiering ved nedrivning, er forslagene:

  • Lavere omkostninger ved tvangsauktioner af ”billige” ejendomme​
  • At folk i en begrænset periode kan få et ekstra befordringsfradrag, hvis de arbejder i yderområder
  • Udvidelse af BoligJobordningen til nedrivning med ”grønt” incitament i landzoner.

Perfekt udspil for Jammerbugt Kommune

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (Venstre), er begejstret for forslagene.

- Udspillet er perfekt i forhold til kommuner som Jammerbugt Kommune, hvor vi har brug for at få nedrevet nogle af de faldefærdige ejendomme, som skæmmer rundt om i vores lokalområde, siger Mogens Gade og fortsætter.

- Mange af de boliger, der bliver nedrevet, er jo ikke egnet til menneskebolig.

I netop Jammerbugt Kommune har de ansat en såkaldt skrotspotter, som har til opgave at udpege huse, som er faldefærdige.

Han vurderer, at der i øjeblikket er omkring otte huse i kommunen, som skal rives ned.


Seneste nyt

fra Nordjylland