Vifte af initiativer til industrifiskerne

Flåden får blandt andet mulighed for en kapacitetstilpasningspræmie, og der åbnes for ekstra brislingefiskeri.

Arbejdsgruppe
I juni satte fødevareminister Hans Chr. Schmidt en arbejdsgruppe i gang med at udarbejde et forslag til en langsigtet forvaltning af industrifiskeriet. Baggrunden var EU's afvisning af at holde tobisfiskeriet åbent på trods af, at det biologiske grundlag var til stede. EU har endvidere afvist at åbne for et sperlingfiskeri i år, selv om danske biologer vurderer, at der kan fiskes sperling. Arbejdsgruppen skal være færdig i september, så der er god tid til forhandlingerne frem til fastlæggelsen af kvoterne for 2008.

Bedre økonomi
- Jeg har tiltro til, at der i 2008 vil være et væsentligt bedre økonomisk grundlag for industrifiskeflåden. Vi har i juli gennemført en ordning med individuelle omsættelige kvoter i industrifiskeriet, som gør det muligt at handle med kvoterne på industrifisk. Det er vigtigt, at erhvervet udnytter ordningen, så vi kan udnytte de biologiske muligheder med en moderne og effektiv flåde, siger Hans Chr. Schmidt.

Omstillingsproces
Partierne bag reformen af fiskeripolitikken er imidlertid bekymrede for, at industrifiskeriet i afventen af det biologiske grundlag vil halte bagefter i den omstillingsproces, som med stor succes er godt i gang i det øvrige danske fiskeri. Aftaleparterne er derfor enige om at fremme industrifiskeriets omstilling med en vifte af initiativer.

Kapacitetstilspasningspræmie
De ca. 40 egentlige industrifartøjer, som er omfattet af ordningen med individuelle omsættelige kvoter (IOK), vil få mulighed for en kapacitetstilpasningspræmie på ca. 225.000 kroner pr. virksomhed - svarende til det beløb EU maksimalt tillader til formålet. Støtten kan gives til de fiskere, som er mindst 80 procent afhængige af industrifiskeri, og tildelingen skal fremme udnyttelsen af tilpasningsmulighederne i IOK-ordningen. Forventet ansøgningstidspunkt bliver i oktober.

Ekstra brisling
Danmark sikrede ved kvoteforliget i EU i december 2007, at fangstmulighederne for brisling kunne revideres i løbet af 2007. Kommissionen har på det grundlag tildelt Danmark ekstra 18.200 tons brisling svarende til en værdi af 18 mio. kroner. Alt i alt vil værdien af det danske brislingefiskeri være omkring ca. 155 mio. kroner i 2007.

Forsøgsfiskeri efter sperling
Fødevareministeriet vil desuden arbejde på at få gennemført et forsøgsfiskeri efter sperling i efteråret 2007 i samarbejde med Norge og Storbritannien. Formålet med forsøgsfiskeriet er at udvikle et selektivt fiskeri, så et fremtidigt fiskeri kan udøves med mindst mulige bifangster.


Seneste nyt

fra Nordjylland