Dyrepark oversvømmet: Sætter stopper for flere projekter

Dyreparkens lavtliggende marker oplever at være ganske ramt af store nedbørsmængder.

- Vand. Det er absolut vores største problem lige nu.

Sådan siger Christina Bak, der er medejer af Klokkerholm Dyrepark, om de udfordringer, vejret har givet dem. 

- Et par nætter, hvor det har styrtet ned, har vi simpelthen taget dem (dyrene, red.) ind i stalden. Så de er nærmest evakueret, siger Christina Bak.

Dyreparken åbnede i 2022 og er stadig under opbygning. Men på en af de lavtliggende marker er næsten ikke til at gå på for fårene.

Og når dyreparken stadig er under opbygning, så sætter det altså en stopper for flere projekter. Eksempelvis skulle der laves en sti, som man kan gå ad hegnet på.

- Men det har vi simpelthen måttet stoppe, for vi kan ikke få maskinerne derned, siger medejeren.

Hø bliver drivvådt

I årets første måneder er der kommet ganske meget nedbør, og det er der også i april. Nu hvor foråret er kommet, plejer de besøgende også at komme. 

Men besøgstallene er også mærket af det våde vejr, selvom det ikke er alle, der lader sig skræmme af det.

- Det er faktisk fint vejr. Der er ikke så mange folk, når der er sådan et vejr. Når bare vi har det rigtige tøj på, så gør det jo ikke noget, siger gæsten fra Vester Hassing Line Møller Sørensen. 

Når gæsterne bliver ramt af vejret, så bliver dyrene også. Eller forbruget af hø bliver i hvert fald større, da det hurtigt bliver drivvådt.

- To gange om dagen ligger vi i høhække. Så de sulter ikke, men der er meget spild i det. Det giver noget ekstra arbejde og nogle udfordringer. Det gør det. Vi keder os i hvert fald ikke, siger Christina Bak. 

Nu ser hun frem til, at vejret på et tidspunkt bliver varmt og tørt. 

- Jamen, så kommer der jo flere gæster, og der kommer flere dyreunger. Så vi glæder os til, at det kommer til at summe af liv med både dyreunger og menneskebørn, siger Christina Bak. 

Du kan se hele indslaget herunder:

I Klokkerholm Dyrepark går det våde vejr både udover besøgsøgstallene, og de mange dyr, der nu kræver ekstra arbejde.



Seneste nyt

fra Nordjylland