Efter skandale hos fjernvarmeselskab - nu smutter formanden

Bestyrelsen for Dronninglund Fjernvarme kan sandsynligvis se frem til en retssag om erstatningsansvar overfor kunderne.

Det er ikke meget mere end et døgn siden, at en gruppe kunder hos Dronninglund Fjernvarme kunne meddele, at nu ville de sagsøge bestyrelsen.

Kunderne mener nemlig, at bestyrelsen er erstatningsansvarlig overfor omkring 500 kunder, der er blevet snydt for den skattefri varmechek på 6000 kroner.

Og ovenpå weekendens trussel om en retssag, er bestyrelsens formand, Svend B. Bøgh, nu gået.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har fået en mail om, at formanden stopper med øjeblikkelig virkning, siger næstformand Carsten Møller Nielsen.

Vrede kunder

Formandens exit kommer altså efter, at bestyrelsen er blevet beskyldt for at snyde kunderne for varmecheken. 

Det er de, fordi bestyrelsen ikke fik meldt til Energistyrelsen, at en del af deres kunder var berettiget til cheken. Dermed kunne kunderne ikke få de 6000 kroner, som de faktisk opfyldte kravene til at få.

KRITERIER FOR AT FÅ VARMECHECK

  • Din husstand skal have en indtægt på under 650.000 kr. (706.000 før AM-bidrag)

  • Husstanden skal være opvarmet med:

    • Individuelt gasfyr

    • Fjernvarme i et område med mere end 65 % gas eller en kombination af gas og el, der giver samme gennemsnitlige prisstigning

    • El-paneler eller varmepumper som primær varmekilde, som oplever en tilsvarende prisstigning

- Bestyrelsen har sovet i timen, og det har haft store konsekvenser, sagde tage Kohsel, der er en af de vrede kunder, i weekenden til TV2 Nord,

Gennem en advokat har de utilfredse kunder forsøgt at indgå et forlig med bestyrelsen, men det blev afvist.

Bestyrelsen halveret 

Næstformanden har ikke yderligere kommentarer til formandens afgang, men fortæller, at de nu kun er fire tilbage i bestyrelsen og ikke har nogen suppleanter.

- Fire mand er nok til at kunne træffe beslutninger lige nu. Nu skal vi først lige finde vores ben at stå på, så må vi se, siger Carsten Møller Nielsen.

 På hjemmesiden fremgår det ellers, at bestyrelsen inklusive suppleanter består af syv mand, så det er en amputeret bestyrelse, der nu er tilbage.

Om der skal hentes nye kræfter til bestyrelsen med det samme, ved næstformanden endnu ikke. Men med en nærtforestående generalforsamling i maj, finder han det ikke sandsynligt, at man også vil afholde en ekstraordinær generalforsamling.

Bestyrelsen mødes senere i dag og tager stilling til situationen.


Seneste nyt

fra Nordjylland