Efterlyser gerningsmand: 68-årige kvinde truet med jagtgevær på sin hjemmeadresse

Politiet vurderer, at der kan være tale om samme gerningsmand, som stod bag lignende forbrydelser i Klokkerholm og Flauenskjold sidst i juli.

En 68-årig kvinde blev i dag - fredag - truet med et jagtgevær på sin hjemmeadresse på Trangetvej nordøst for Jerslev i Brønderslev kommune.

Det oplyser Nordjyllands Politiet i en pressemeddelelse. 

- Et hjemmerøveri er en meget voldsom oplevelse for ofret og helt, helt uacceptabel adfærd - det er meget grov kriminalitet og meget utryghedsskabende, understreger efterforskningsleder i sagen, politikommissær Thomas Due Albrektsen fra politiets efterforskningscenter i Hjørring. 

Anmeldelsen kom klokken 10.41. 

250823 STILL Hjemmerøveri Trangetvej
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Tredje lignende forbrydelse - samme gerningsmand 

Siden ultimo juli har Nordjyllands Politi efterforsket intenst i to andre hjemmerøverier, som fandt sted i henholdsvis Klokkerholm-området den 28. juli og Flauenskjold den 24. juli. 

Politiet vurderer, at der kan være tale om samme gerningsmand, som stod bag lignende forbrydelser i Klokkerholm og Flauenskjold sidst i juli, derfor efterlyser man nu gerningsmanden.  

- Alle tre steder har gerningsmanden valgt at slå til på lidt isolerede adresser og mod enlige, ældre personer, og har ved brug af jagtgevær forsøgt at true sig til at få udleveret værdier, forklarer efterforskningslederen.

Gerningsmanden beskrives således:

• Mand
• 175 cm høj
• Lys hud
• Kraftig i ansigtet
• Talte dansk
• Var iført blå jakke, cowboybukser, blå sko, mørk rullekrave trukket op over ansigtet.

Beder offentligheden om hjælp

Nordjyllands Politi er derfor nu i gang med en lang række efterforskningsskridt i forbindelse med røveriet i Jerslev, heriblandt afhøringer, forhøringer, undersøgelser på gerningsstedet, sporsikring og sporsøg med hunde.

- Vi er meget interesseret i oplysninger, hvis nogen har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet - eller som i øvrigt kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring. 

- Hvis nogen i området har installeret overvågningskamera, eller har kørt i en bil med dashcam i området omkring Trangetvej omkring gerningstidspunktet, så hører vi gerne fra dem. Det samme gælder, hvis man har observeret en mand der passer på signalementet - særligt i nærheden af hæveautomater i det nordjyske, afslutter Politikommissær Thomas Due Albrektsen.

Borgere bedes kontakte politiet på telefon 114 med oplysninger i sagen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland