Seneste nyt

fra Nordjylland

Lastbil ramte personbil på motorvejen, da et dæk eksploderede

Opdateret: Der er blevet ryddet op efter uheldet, og begge retninger er nu farbare uden kø.

Nordjyllands Beredskab kom på arbejde på E39 Hirtshalsmotorvejen, da de fik en melding om et færdselsuheld med en lastbil eller bus, hvor der også var melding om fastklemte. Meldingen kom klokken 13.21.

- Vi vidste ikke, hvad vi kom ud til, før de første biler kom frem, siger indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Thomas Boelt.

Uheldet er sket mellem afkørsel 6 Brønderslev C og afkørsel 5 Vrå i nordgående retning. 

- Det viser sig så, at et dæk på en lastbil eksploderer, og chaufføren mister herredømmet over lastbilen. Herfra rammer lastbilen så en personbil, fortæller indsatslederen.


Men heldigvis kom ingen personer alvorligt til skade, siger han.

- Føreren af personbilen er snuppet med lidt knubs, mens chaufføren af lastbilen er temmelig chokeret over, hvad der sket.

Både lastbil og personbil har fået materielle skader, og sammenstødet endte med at give meget vraggods på motorvejen.

- Derfor totaltspærrede vi i nordgående retning, hvor uheldet skete. Noget røg også over i sydgående retning, så der valgte vi at lukke et spor for at kunne rydde op derovre, siger Thomas Boelt.

Opdateres...