Vanvidsbilist fanget på to timer
Foto: Ib William Christensen
Der har været godt tryk med højrefoden på speederen for en ung mand.
Det er under en uge siden, at der i indre Brønderslev var en potentielt dødsensfarlig biljagt med en vanvidbilist.
Nu har politiet igen beslaglagt en bil under vanvidsparagraffen i samme område.
Denne gang er der tale om en Audi A5 Sportsback, som på en strækning med maksimalt 60 km/t tilladt kørte 130 km/t.
Altså godt over det dobbelte af det tilladte.
Det oplyser politikommissær Michael Karstenskov fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
Bilen blev ført af en 19-årig ung mand, der havde ejeren af den hurtige Audi siddende på passagersædet ved siden af.
Den høje fart blev nået på Sdr. Omfartsvej uden for Brønderslev, hvor den unge bilist med den tunge højrefod på pedalen blev fanget af en af politiets ATK'ere (Automatisk Trafik-Kontron eller på rigsdansk, en fotovogn).
Det skete i går tirsdag klokken 12:10.
To timer senere godt og vel klokken 14:40 spottede en patruljevogn den eftersøgte bil, som derefter prompte blev stoppet og beslaglagt, siger politikommisæren.