Verdensmål på skoleskemaet: Elever laver bæredygtigt modeshow
FN’s Verdensmål har i en uge været på skoleskemaet hos 4.A på Hedegårdsskolen i Brønderslev. Eleverne har lavet et modeshow, hvor de selv har konstrueret catwalk-kreationerne med fokus på blandt andet klima, fattigdom og bæredygtighed.
Den røde løber er rullet ud i gågaden i Brønderslev, hvor eleverne fra 4.a på Hedegårdsskolen er klar til at vise hele byen, hvad de har arbejdet på i en uge.
- Det er en kollektion, vi har lavet, som handler om klimaforandringerne, og om at vi skal hjælpe naturen og dyrene, siger Abby Jo Thomsen.
Udover klassens lærere, har eleverne haft selskab af to lokale kunstnere, som udover at vejlede i forhold til de kreative produkter, også har undervist eleverne i performance.
- Vi har startet hver morgen med en halv times bevægelse, hvor vi har øvet os på at jonglere eller lavet teaterøvelser, hvor vi har prøvet at bruge kroppen på en ny måde og som udtryksform, siger Signe Marie Aamand Bonnici-Erichsen, som er selvstændig performer.
Eleverne har lavet alle kreationerne af genbrugsmateriale, som de har samlet sammen. Kapsler, propper, teltduge og gamle klipklapper, var nogle af de ting, der prydede kostumerne.
- Vi skulle lave mode, som involverede det verdensmål, som vi ville arbejde med. Den her kjole fokuserer på, at man skal hjælpe dyr og stoppe klimaforandringer, fordi det er dårligt for verden, at det her sker, siger Abby Jo Thomsen.
De to kunstnere, der stod bag arrangementet, skal senere på året sætte fokus på FN's Verdensmål sammen med elever fra Guldbæk, Løgstør og Strandby skole.