24 timer i den gode sags tjeneste: Check på knap 90.000 overrakt

Det blev til en stor gavecheck på 88.888 kroner til Julemærkehjemmet i Hobro, efter 250 nordjyder samlede ind. Lørdag blev checken overrakt af en meget glad arrangør.

Der blev kæmpet hårdt i 24 timer, da 250 nordjyder både løb, cyklede og svømmede for at samle penge ind lørdag den 17. og søndag den 18. februar.

Det blev til hele 88.888 kroner til Julemærkehjemmet i Hobro, som lørdag blev overrakt af en meget glad arrangør.

- Det betyder enormt meget at kunne være med til at hjælpe andre, som har brug for det. Det er super fedt, at vi kan overrække den her check, og så at det er gået så godt. Det er helt vildt fedt, siger Johnni Olesen, der har arrangeret eventet.

Indsamlingen foregik i Hjallerup Idrætscenter, hvor private sponsorer donerede et beløb for hver tilbagelagt kilometer.

Vi på TV2 Nord stillede også med et hold af både ansatte og seere, og nåede - uden at prale - 300 tilbagelagte løbekilometer på de 24 timer. 

Næste år løber eventet igen af stablen, og allerede nu er fem svømmebaner, ti cykler og to løbebånd reserveret.

- Det er jo kanon, men vi håber selvfølgelig stadig, at der kommer endnu flere til, siger Johnni Olesen.  


Seneste nyt

fra Nordjylland