Brønderslevs borgmester: I kan da bare placere lægehelikopteren hos os

Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune (V), blander sig nu i debatten om placeringen af en fremtidig base til den nordjyske akutlægehelikopter. For hvis man ikke kan blive enige om placeringen, kan den jo bare placeres i Brønderslev, lyder hans forslag.

 

På det, der i dag er en græsmark ved siden af Falck-stationen i Brønderslev, kunne en nordjysk akutlægehelikopter sagtens have base i fremtiden. I hvert fald hvis man skal tro kommunens borgmester, Mikael Klitgaard (V), som melder sig ind i kampen om helikopteren, mens de politiske partier på Christiansborg ikke kan blive enige om en placering.

- Brønderslev ligger lige midt i Nordjylland. Der er lige langt sydpå og nordpå samt ud til begge sider af landsdelen. Så det er faktisk en central placering, siger Mikael Klitgaard. 

Sammen med formanden for kommunens socialudvalg, Martin Bech (V), sendte Mikael Klitgaard mandag et brev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), hvor de gør opmærksom på muligheden for at placere akutlægehelikopteren og dens base i Brønderslev.

 
 
Foto: Brønderslev Kommune

- Jeg synes bare, at når man skændes om det, så vil jeg ikke undlade at byde os til, konstaterer Mikael Klitgaard.

DF står fast på Sindal

En faglig vurdering foretaget i foråret har for længst anbefalet Brovst som fremtidig hjemby for den nordjyske akutlægehelikopter. Men politisk er der stadig ikke enighed om placeringen. Så sent som for halvanden uge siden meldte Dansk Folkeparti ud, at de helst ser, at helikopteren får base i lufthavnen i Sindal.

- Fagkundskaben går efter, hvor man får fat i flest borgere. Vi kigger på hvor vi har nogle borgere, der har langt til et akutberedskab, sagde formanden for folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF) i den forbindelse.

Dermed bakker hun op om det nordjyske regionsrådsmedlem, Erik Høgh-Sørensen (DF), som er ophavsmand til forslaget om placeringen af helikopterbasen i lufthavnen i Sindal. Derfor står han, ikke overraskende, fast på sin holdning – også efter dagens forslag fra borgmesteren i Brønderslev.

- Hvis ikke det var, fordi der er en helikopter i Skive allerede nu, som vi i Dansk Folkeparti ikke ønsker at flytte, så ville det være et godt forslag. Men det er det ikke, for vi vil ikke flytte helikopteren i Skive. Gør vi det, forringes akutberedskabet i Thy og på Mors, forklarer Erik Høgh-Sørensen.

Seriøst bud med et glimt i øjet

I Brønderslev understreger Mikael Klitgaard, at tilbuddet om at stille en grund til rådighed for en helikopterbase i byen, er seriøst. Men det kommer også med et glimt i øjet - som en kommentar til debatten om placeringen.

- Jeg ser også lidt humoristisk på det og spørger: ’Hvor svært kan det være?’, siger Mikael Klitgaard.

En helt nyanlagt helikopterbase til den nordjyske akutlægehelikopter anslås at koste omkring 10 millioner kroner. 

 

Brønderslevs borgmester byder sig nu til i kampen om placeringen af den kommende, nordjyske akutlægehelikopter.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland