LIGE NU:

Taza henvist til udrejsecenter: Må droppe gymnasiet

For en uge siden tog den irakisk flygtning Taza Haj grædende afsked med sine gymnasiekammerater foran asylcentret i Dronninglund for at flytte til et udrejsecenter. Nu har han og storebroren tvunget til at afbryde deres skolegang.

Den 17-årige irakiske flygtning har fulgt undervisningen i gymnasiet i Dronninglund siden marts, hvor han i 2. B. var næsten halvvejs med sin gymnasieuddannelse. En uddannelse han ikke kan gøre færdig.

Taza Haj er lige nu indkvarteret på hjemrejsecentret i Avnstrup sammen med sine tre søskende, mor og far. Her venter familien på at blive sendt til udrejsecentret i Sjælsmark.

-Jeg har ikke muligheden for at fortsætte min gymnasieuddannelse på hjemrejsecentret Avnstrup, hvor vi opholder os lige nu. Grunden er, at det er uvist, hvornår politiet indkalder os til et møde, hvorefter vi bliver flyttet til Sjælsmark. Det kan tage alt fra 2 uger til 1 måned. På Udrejsecenteret Sjælsmark må man ikke modtage danskundervisning, hvilket betyder, at jeg ikke kan fortsætte med min gymnasieuddannelse. Hverken jeg eller mine søskende kan studere videre, siger Taza Haj. 
 
Taza Haj flygtede til Danmark fra Irak i 2011. Han og familie har været 7 år og 4 måneder i Danmark og boet på forskellige asylcentre.

Familien Haj har siden 2011 fået en række afslag på at opholde sig i Danmark, og de skal snart flyttes til Udrejsecentret Sjælsmark på Sjælland. 

- Vi venter på at få et brev fra politiet, hvor politiet vil spørger om min familie vil medvirke til hjemrejse. Da min familie har besluttet, at vi ikke vil medvirke til hjemrejsen, så bliver vi flyttet til Sjælsmark, fortæller Taza Haj fra Hjemrejsecentret i Avnstrup.

Send ikke vores kammerat hjem til en uvis fremtid i Irak. Sådan lød bønnen i dag fra flere hundrede gymnasieelever i Dronninglund. De demonstrerede foran byens asylcenter mod, at deres klassekammerat Taza Haj står til at blive sendt ud af landet.

Familien skal have ophold på Udrejsecenter Sjælsmark på ubestemt tid, da de ikke ønsker at rejse tilbage til Mosul i Irak - og Irak ønsker ikke at modtage flygtninge, som ikke vil rejse tilbage. 

Fremtiden for familien ser således ud til at blive på Udrejsecentret, medmindre de ændrer beslutning og takker ja til at rejse tilbage til Irak.

- Det er en meget svær situation min familie og jeg står i lige nu. Vi har det ikke så godt. Det har været sindsygt hårdt for både mine søskende og jeg, fordi vi blev revet væk fra vores uddannelse og venner allesammen. Det er så forvirrende for min mindste søster Aya på 9 år. Hun kender ikke så meget til situationen, men hun er selvfølgelig også meget ked af det. Hun stiller os tit spørgsmål om, hvorfor vi hele tiden flytter, og om vi ikke forstår, hvor meget hun savner sine venner, siger Taza Haj.