Graffitimaler blev provokeret og lavede et fodboldværk
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Kunstner Claus Frederiksen har haft travlt med at gøre værket færdigt, så det kunne stå klar i dag.
De seneste to dage har kunstner Claus Frederiksen arbejdet på højtryk for at gøre fodboldværket færdigt i Karolinelund. Nu håber han, at det når landsholdet.
Går man en tur i Karolinelund i Aalborg, vil man i dag blive mødt af to nye ansigter.
Det er landsholdsspillerne Christian Eriksen og Kasper Schmeikel, der er portrætteret, og som nu pryder den gamle forlystelsespark. Mellem de to spillere står der med stor, rød graffiti-skrift:
- Vi skal ikke hjem. Vi skal videre.
Det er kunstneren Claus Frederiksen, der har fået idéen til værket, og som alene har lavet det.
- Jeg blev provokeret af, at vi ikke måtte komme til England, og så tænkte jeg, at nu maler jeg en kæmpe væg, siger han og fortsætter:
- Så håber jeg, at en masse mennesker vil tage billeder af det og dele det på hele internettet. Så landsholdet kan se, at vi står bag dem, selvom vi ikke kan komme over på stadion, siger Claus Frederiksen.
Her kan du møde kunstneren, der står bag det nye fodboldværk:
I aften spiller det danske landshold mod England på Wembley i London. Men på grund af landets coronarestriktioner er der kun plads til 8000 danske tilskuere, og de skal have bopæl i England for at kunne købe en billet.
Arbejdet med topfart
For at gøre fodboldværket færdigt til i dag har Claus Frederiksen arbejdet på det seks timer mandag og seks timer tirsdag i den her uge.
Han har haft travlt, og selvom der er en større mening med værket, er det mere tilfældigt, at det lige netop er Christian Eriksen og Kasper Schmeikel, der er portrætteret.
- Det var de bedste spillere, jeg lige kunne finde på nettet. Der er ikke noget større i det, siger Claus Frederiksen, der håber, at værket vil nå landsholdet.
- Så kan landsholdet se, at Aalborg står bag dem, siger Claus Frederiksen.