Børnecancerløb: Alexander løber for sin afdøde kammerat
15-årige Alexander Nielsen fra Elling mistede sin kammerat til kræft for to år siden. Nu har han gjort det til sin mission at samle 100.000 kroner ind til Børnecancerfonden. Det gjorde han i dag ved at sætte sig selv – og mere end 1300 deltagere – overfor en hård, fysisk udfordring.
15-årige Alexander Nielsen fra Elling mistede sin kammerat til kræft for to år siden. Nu har han gjort det til sin mission at samle 100.000 kroner ind til Børnecancerfonden. Det gjorde han i dag ved at sætte sig selv – og mere end 1300 deltagere – overfor en hård, fysisk udfordring.
Det vigtigste i dag er at samle en masse penge ind til Børnecancerfonden. Det er ikke at sætte en god rekord eller løbe hurtigt.
Sådan lyder det fra 15-årige Alexander Nielsen fra Elling nord for Frederikshavn, da han søndag står som såvel løber som arrangør af et virtuelt motionsløb for Børnecancerfonden.
Og ikke mindst til ære for Alexander Nielsens barndomsven Frederik, der for to år siden tabte kampen til kræft.
- Frederik var jo en fantastisk ven. Det var en ven, du kunne snakke med alt om. Så det har taget super hårdt på mig at miste ham, fortæller Alexander Nielsen.
For at indsamle penge havde Alexander Nielsen og hans makker Allan sat sig for at løbe 5 kilometer, cykle 25, løbe yderligere 10 kilometer, cykle 50 kilometer og slutte dagen med et halvmaraton.
- Jeg håber, at Frederik sidder deroppe, og han er skide stolt af det, jeg gør. Det vil betyde rigtig meget for mig, siger Alexander Nielsen.
Alexander Nielsen havde opfordret andre til at deltage i dele af turen fra hvert deres sted i Danmark, og flere end 1300 deltog – deriblandt den professionelle triatlet Michelle Vesterby.
Alexander Nielsen håber, at det virtuelle løb flere steder i landet kan indbringe 100.000 kroner til Børnecancerfonden.
Det lykkedes Alexander og de andre at indsamle 85.000 kr. til børnecancerfonden.