Borgmester: Derfor er klit endnu ikke genopbygget
Sagen om vandaliseringen efterforskes nu af politiet, som har sigtet to personer.
Frederikshavn Kommune er klar til at genoprette den klitrække i Skagen, som i november sidste år blev udsat for hærværk. Men en klage forhindrer arbejdet i at begynde.
Hvis det stod til borgmesteren i Frederikshavn Kommune, var arbejdet med at reetablere de klittoppe, som natten til den 26. oktober sidste år blev udjævnet på Sønderstrand, allerede i gang. Kommunen har fået grønt lys af både Kystdirektoratet og Fredningsnævnet, men en klage over genopretningsprojektet har sat en stopper for det.
- Det er selvfølgelig frustrerende, fordi vi gerne vil i gang. Borgere undrer sig jo og spørger mig, hvorfor vi ikke ser at få det gjort, men det kan vi simpelthen ikke, siger borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen fra Socialdemokratiet.
Klageren er uenig med Fredningsnævnet og Frederikshavn Kommune om, hvor meget der bør gøres for at bringe klitten tilbage til sin oprindelige form.
Birgit S. Hansen, borgmester
Sagen om vandaliseringen efterforskes nu af politiet, som har sigtet to personer. Der er nedlagt navneforbud i sagen, og derfor kan Frederikshavn Kommune ikke oplyse, hvem der har klaget, men vedkommende er i hvert fald utilfreds med omfanget af genopretningsprojektet.
- Klageren er uenig med Fredningsnævnet og Frederikshavn Kommune om, hvor meget der bør gøres for at bringe klitten tilbage til sin oprindelige form. Vi har givet vores bud på det, og det har Fredningsnævnet godkendt, men det er klageren altså ikke enig i, siger Birgit S. Hansen.
I forbindelse med klagesagen må Frederikshavn Kommune ikke røre ved området, hvor hærværket har fundet sted.
- Vi kan sagtens komme til at vente et godt stykke tid, inden vi kan gå i gang. Vi er nødt til afvente afgørelsen af klagen, og det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke kan få det afsluttet, når vi nu er klar og har tilladelserne, siger Birgit S. Hansen.