Borgmester: Vi håber, det er et erhvervs-eventyr, der starter nu
Historisk indvielse af verdens første specialbyggede recyclingværft i Frederikshavn.
- Vi håber, det er sådan et erhvervs-eventyr, der starter nu.
Sådan lyder det fra Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen, da én af verdens største recyclingvirksomheder – Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) torsdag indviede det første specialbyggede recyclingværft netop i Frederikhavn.
Det er den amerikanske virksomheds første skrotningsværft i Europa.
Åbningen af værftet er startskuddet til et kæmpe bæredygtighedseventyr i det nordjyske, hvor flere end 200 arbejdspladser vil blive skabt inden for den bæredygtige økonomi.
Virksomheden forventer at genindvinde 200.000 ton forarbejdet stål om året, og en af de første store opgaver bliver genindvinding af de to platforme Tyra Øst og Tyra Vest.
Det forventes at skaffe 200 nye jobs i Frederikshavn.
- Det er forhåbentlig starten på en værdikæde, der kommer andre virksomheder til, efter MARS er kommet til. Virksomheder, der kan profitere af at ligge sammen med første led, nemlig dem, der nedbryder og har bæredygtigt cirkulær økonomi, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Soc.Dem.) og tilføjer:
- Vi har pladsen til det, de skal være velkommen.
Birgit S. Hansen understreger, at hver eneste arbejdsplads betyder noget for Frederikshavn, der historisk set har været udfordret med hensyn til nedlukning af arbejdspladser.
- Det betyder noget for enkelt, der kommer i arbejde, og det betyder noget som borgmester og den skat, der kommer ind, siger borgmesteren.