Eftersøgte mænd luskede rundt ved fængsel
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Politiet blev tilkaldt, da to mænd trængte ind på området ved Kragskovhede Fængsel. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at begge var eftersøgt.
Er man eftersøgt, og har man ikke planer om at blive fundet, virker det umiddelbart som en god idé at holde sig så langt væk fra fængsler som muligt.
Sådan tænkte to eftersøgte mænd på 23 år og 22 år fra henholdsvis Aalborg og Frederikshavn dog tilsyneladende ikke.
Torsdag aften klokken 19.23 blev de nemlig spottet af personalet på Kragskovhede Fængsel, da de opholdt sig på fængslets område – på trods af at skilte tydeligt fortæller, at uvedkommende ikke må færdes på området.
Fængselspersonalet pågreb de to mænd og førte dem ind til fængslet, hvorefter politiet blev tilkaldt.
- Det viste sig, at begge personer i forvejen var eftersøgt for et par mindre sager, siger Michael Elkjær, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Mændene blev afhørt, hvorefter de blev løsladt.
De to mænd ville ikke fortælle politiet, hvorfor de var trængt ind på området.