Fabrikschef om at "få hugget begge hænder af" - nu ryger kun den ene

142 medarbejdere på Danish Crown i Sæby beholder deres job trods udmelding om massefyring.

Et kvarter af egen lomme - og så er fyringerne glemt.

Helt så nemt er det ikke, men for den massefyring som ramte Danish Crown i Sæby i september, er der godt nyt til 142 af dem.

De ansatte har nemlig efter forhandling med ledelsen, sagt ja til at forlænge deres frokostpause med et kvarter som de selv betaler.

Jesper Sørensen, fabrikschef, Danish Crown, sad med ved forhandlingerne og glæder sig over resultatet - selvom mange stadig skal fyres.

quote Det første møde, der handler det bare om at komme i gang og få noget tid til at gå

Jesper Sørensen, fabrikschef, Danish Crown

- Det er fantastisk at det kunne lade sig gøre, så jeg er meget glad for at det lykkedes. Det er jo alle, der har bidraget. Både salg og planlægning (afdelinger, red.), hvor vi kan gøre mere ved den krise vi trods alt har, siger fabrikschefen.

Det betyder at fremfor 275 slagterimedarbejdere, der fyres, er det i stedet 121.

Reelt giver de femten minutters ekstra frokost af egen lomme ikke mere arbejde, men i stedet mere fri. 

Godt og skidt - på samme tid

Jesper Sørensen erkender, at det var et hårdt første møde, som kom i kølvandet på nyheden om de små 300 fyringer.

- Det første møde, der handler det bare om at komme igang og få noget tid til at gå. For der er alle i chok og nogen tænker: nu skal vi kæmpe. Andre vil gerne slippe for opgaven, fortæller han om snakken.

- Men efter kort tid begynder folk at fokusere på bolden, og hvad vi kan gøre for at reducere antallet.

Den markante fyringsrunde i Sæby kommer som følge af Ruslands invasion af Ukraine har resulteret i rekordhøje priser på blandt andet foder til grise.

Det har betydning for landmændene, som i de seneste måneder ikke har leveret slagtegrise i samme omfang som tidligere. 

Fabrikschef Jesper Sørensen kalder det en dobbelt fornemmelse at redde så mange midt i endnu flere skal sige farvel.

- Hvis du får at vide du får hugget begge hænder af, og så efter en uge får at vide det kun er den ene. Det er megatræls, men der er også noget der trækker den anden vej, siger han.

86 procent af de ansatte sagde ja til at indføre den nye model.

For de medarbejdere, der skal afskediges, er det i morgen torsdag og fredag - de sidste først i næste uge, afhængig af ferie - de kan få det tunge prik på skulderen.

Se her, hvad tillidsmanden i Danish Crown sagde efter offentliggørelsen af massefyringerne: 


Seneste nyt

fra Nordjylland