Frederikshavns bycykler kan snart være fortid
Foto: Frederikshavn Kommune
Bycyklerne i Frederikshavn er gamle, og skal skiftes ud.
Tiden med bycykler i Frederikshavn kan snart være forbi. De skal skiftes ud, og uden et sponsorat er der ingen penge at købe nye for.
De populære orange bycykler i Frederikshavn står endnu klar til, at turisterne kan springe i sadlen. Men det er ikke sikkert, at det bliver ved sådan. Cyklerne er blevet gamle, og skal skiftes ud inden for nærmeste fremtid. Men uden et sponsorat kan det ikke lade sig gøre.
- Hvis bybilledet i Frederikshavn i fremtiden skal indeholde bycykler, så skal der købes cykler igennem et sponsorat. Det står fast, at de nuværende cykler har en kort levetid tilbage, siger Anders Andersen fra Projektafdelingen i Frederikshavn Kommune.
Bycyklerne i Frederikshavn er meget populærere, og igen i denne sæson har der været godt gang i hjulene. Derfor vil det, ifølge Anders Andersen, være et stort tab for byen, hvis cyklerne forsvinder.
- Bycyklerne er meget populære, og der er massere af turister, som bruger dem, siger han.