Har faktureret til eget firma for millioner af kroner: I tre år var topchef i skandalehavn faktisk slet ikke ansat

Skeletterne vælter ud af skabene på havnekontoret i Frederikshavn.

Opdateret 10. april klokken 12.00 - Fra 2019-2021 blev der sendt fakturaer fra Kim Nielsens firma til Frederikshavn Havn på godt og vel 4,4 millioner kroner og ikke 6,8 millioner, som det tidligere fremgik i artiklen. På fem og et halvt år fik vicedriftsdirektøren 8,2 millioner kroner i betaling.

TV2 Nord kan nu afsløre, at vicedriftsdirektøren gennem næsten tre år slet ikke var ansat i virksomheden, men kun tilknyttet som konsulent.

I januar fyrede den nye bestyrelse for Frederikshavn Havn både direktør Mikkel Seedorf Sørensen og vicedriftsdirektør Kim Nielsen.

For sidstnævnte blev det en meget kort ansættelse i Frederikshavn Havn, selvom han i flere år havde haft eget kontor på havnen.

Han blev nemlig først officielt ansat på havnen 1. januar, og altså 18 dage før han blev fyret.

Af Frederikshavn Havns organisationsdiagram fremgik Kim Nielsen også som vicedriftsdirektør, ligesom han var en del af ledelsen og deltog i bestyrelsesmøderne.

På sin LinkedIn-profil oplyser han sågar, at han i næsten seks år har været ansat på Frederikshavn Havn, og de sidste tre år som vicedriftsdirektør.

Nu afslører en aktindsigt, at han blot var tilknyttet på konsulentaftale.

SE HELE INDSLAGET HER:

Havnedirektør: Jeg undrer mig

Det er ikke ligefrem normal praksis.

- Ikke der hvor jeg har bevæget mig, siger Poul Knudsgaard, Frederikshavn Havns midlertidige direktør.

Hvad tænker du om, at der har været sådan en aftale?

- Det undrer mig hvordan man kan gøre det, og hvorfor man har gjort det. Det var ikke noget, som jeg havde gjort, siger han.

Vicedriftsdirektørens ansættelse undrede også Frederikshavn Kommunes kommunaldirektør Thomas Eriksen.

Det fremgår af en mailkorresondance mellem kommunaldirektøren og den nu fyrede havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen og forhenværende bestyrelsesformand Bo Uggerhøj.

Kommunaldirektør Thomas Eriksen stiller en række spørgsmål til ansættelsesforholdet. Det fremgår af en aktindsigt TV2 Nord har fået.
Kommunaldirektør Thomas Eriksen stiller en række spørgsmål til ansættelsesforholdet. Det fremgår af en aktindsigt TV2 Nord har fået.
Foto: Jesper Christiansen

Her stiller Thomas Eriksen en række spørgsmål til ansættelsesforholdet, og han skriver blandt andet, at han ikke kan forstå, at Kim Nielsen fremgår i organisationen som vicedirektør uden at være ansat i virksomheden. 

Han forstår heller ikke hvordan en konsulent kan deltage i ledelsen og bestyrelsesmøder.

Har faktureret timer

TV2 Nord har fået adgang til referaterne fra bestyrelsesmøderne i Frederikshavn Havn. 

Her fremgår det, at Kim Nielsen er fast deltager, og at han ved flere lejligheder har haft egne punkter på dagsordenen, hvor han har redegjort for havnens drift.

Tavshed

Vi har talt med den nu tidligere vicedriftsdirektør Kim Nielsen.

Han ønsker ikke at udtale sig om sit ansættelsesforholdet.

Han blev fyret den 18. januar sammen med havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen efter, at det var kommet frem, at havnen var i alvorlige økonomiske problemer.

- Vi er i gang med at dykke ned i alle detaljerne, og vi får også noget juridsk assistance til at kigge på, om der er noget, som vi skal gøre her, siger Poul Knudsgaard.

- Jeg ved, at han har arbejdet med projektledelse af olieterminalen eller mangel på samme. Det har i hvert fald været en af hans store opgaver, og så har der været forskellige andre projektnumre, som han har faktureret timer ind på.

Havnedirektør Poul Knudsgaard undrer sig over ansættelsesaftalen.
Havnedirektør Poul Knudsgaard undrer sig over ansættelsesaftalen.

Afregningen til vicedriftsdirektøren er sket til hans firma Innovasteel. Herfra er der sendt faktura til Frederikshavn Havn på det arbejde, som han har udført.

Sendte regninger for millionbeløb

Af aktindsigten fremgår det blandt andet, at der i en periode på tre år fra 2019-2021 er sendt fakturaer fra hans firma til Frederikshavn Havn på godt og vel 4,4 millioner kroner.

Hvis vicedriftsdirektøren havde haft et ansættelsesforhold i Frederikshavn Havn, så skulle Frederikshavn Havn blandt andet have indbetalt feriepenge, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

- Det skulle vi, men vi havde nok heller ikke betale så høj en løn, siger Poul Knudsgaard.

Da vicedriftsdirektøren var ansat som konsulent, så betaler havnen blot fakturaerne, og så er det Kim Nielsen og hans firma, som selv står for af afregne til blandt andet Skat.

- Det er atypisk

Ansættelsesforholdet undrer også en ekspert i ansættelsesret.

- De har i hvert fald valgt en løsning som er atypisk, og det må de have en begrundelse hvorfor. Ud fra det, som jeg har set, så er det svært at sige, om det er i direkte konflikt med noget lovgivning. 

- Den mulighed vil jeg ikke udelukke, men jeg kan heller sige at det er det, siger adjunkt ved juridske Institut ved Aalborg Universitet, Bjørn Holtze.

Trods adskillige mails om sagen får kommunaldirektør Thomas Eriksen heller ikke et klart svar på, hvorfor Frederikshavn Havn havde valgt at tilknytte vicedriftsdirektøren som konsulent fremfor at ansætte ham.

Honoraret til vicedriftsdirektøren fremgår i havnens regnskab som en anlægsudgift fremfor en betydelig driftsudgift. 

Det betyder også, at havnen har haft mulighed for at låne til udgiften.

- Jeg synes, at det er kortsigtet løsning, for konsulenter er typisk dyrere end egne medarbejdere. For den samlede økonomi i en virksomhed vil det jo være dårligere at ansætte folk som konsulenter, fordi det vil være dyrere, siger Poul Knudsgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland