I Frederikshavn varer julen ekstra længe
Det er den 24. juni i dag og det betyder, at der lige nu er præcis et halvt år til vi danser om juletræet juleaften.
Frederikshavn lignede lørdag ikke helt sig selv - her tog byen nemlig forskud på julen.
Dagene er lige nu så lange, at det knap nok når at blive rigtig mørkt, før solen igen står op over Nordjylland. Men forhindrer ikke Frederikshavn i allerede nu, et halvt år før vi igen skal danse om juletræet, at begynde at sprede en gedigen omgang julestemning.
Derfor så bymidten lørdag noget anderledes ud - her bevægede intet mindre end 25 julemænd og nisser sig rundt med musik og karameller. Sammen med borgmester Birgit Hansen (S) ønskede god jul - i juni - med kanetur fra Kirkepladsen til Fisketorvet.
- Jeg elsker, at der er nogen, der tager initiativ og vil være med til at lave noget hyggeligt og noget sjovt. Så spørger de, om jeg vil være med og bakke op i nissetøj. Nogen vil nok synes, det er lidt for skørt, men jeg gør det, fordi jeg bakker op om det her gode initiativ, sagde borgmesteren, som svedte med anstand under junisolen.
Noget af grunden til den pludselige julestemning skal findes i det julelotteri, nogle af byens erhvervsdrivende har gennemført i juni. Indtægterne herfra skal bruges til at udvikle byens juleudsmykning, som siden 2015 har været blandt Danmarks mest unikke.
Udover de mange nissemænd kunne man lørdag også nyde både dans om juletræet, pebernødder og meget mere.