Jul på Knivholt aflyses på grund af corona - igen
Foto: TV2 Nord
Nissemor og nissefar må pakke sammen - heller ikke i år bliver der julemarked på Knivholt.
Julemarkedet Jul på Knivholt ved Frederikshavn er aflyst på grund af den stigende coronasmitte.
Selvom der var bagt op til den helt store julestemning på den nordjyske gård ved Frederikshavn, så bliver det heller ikke til noget med til nisser, julelys og brændte mandler i år.
- Jul på Knivholt 2021 må desværre aflyses, da vi ikke ser det muligt at gennemføre med de krav og restriktioner som corona-situationen medfører nu, siger Ulrik Bang, bestyrer på Knivholt Hovedgaard.
Vil holde det folkeligt
Det er andet år i træk, julemarkedet på den gamle gård ikke bliver til noget alligevel.
- Nerven i det traditionelle Jul på Knivholt er, at det er folkeligt og ikke mindst med gratis adgang, slår Ulrik Bang fast.
- Vi har mange ind- og udgange, der er spredt over et stort areal. Det gør, at det er svært og omkostningstungt for os at lave tjek af coronapas på alle vores fantastiske gæster, uddyber han.
Derfor ser han ingen anden udvej end at aflyse det traditionsrige juleevent.
Håber på 2022
Nu satser styregruppen bag julearrangementet alt på, at julen i 2022 skal sikres i stedet. Også selvom, der igen skulle opstå krav om adgangskontrol af gæsterne.
- Vi håber meget på vores gæsters forståelse og glæder os til at se dem næste år, siger Ulrik Bang.
Helt sort ser det dog ikke ud for de juleglade. Det er nemlig stadig muligt at købe sit juletræ på Knivholt. Her står Frederikshavn Y’s Mens Club traditionen tro klar med juletræssalg.