Jussi Adler Olsen på visit i Frederikshavn
Foto: Ivan Hansen
Den verdensberømte danske forfatter Jussi Adler Olsen har normalt for travlt til at holde foredrag, men fredag besøgte han Frederikshavn.
For Lilly Pedersen, næstformand i Frederikshavn Teaterforening, er det en drøm, der går i opfyldelse, at Jussi Adler Olsen kigger forbi.
- Jeg synes simpelthen, han er så spændende et menneske, så jeg tænkte - ham vil du møde Lilly. Så jeg ringede op og spurgte, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det så ikke, så jeg sluttede med at sige, at sådan tager man drømme fra folk, siger Lilly Pedersen til TV2 Nord.
Jussi Adler Olsen bekræfter at sådan er det.
-Det er rigtigt, at jeg ikke plejer at give foredrag, og jeg har ikke gjort det længe. Jeg har ikke energien til det. Men nu bød lejligheden sig, og så er det jo mit gamle hood, siger Jussi Adler Olsen til TV2 Nord.
Overskuddet fra foredraget har Jussi Adler Olsen valgt at give til Venligboerne, som frivilligt hjælper flygtninge i landsdelen.
-Det er ren form for civil ulydighed. Det er en form for menneskelighed, som vi ikke ser så meget af i vore dage, så dem vil jeg gerne støtte, siger Jussi Adler Olsen.
Jussi Adler Olsen er mest kendt for sine krimiromaner om "Afdeling Q" i Københavns politi, hvoraf flere af dem er blevet filmatiseret. Sidst ”Flaskepost fra P”, som gav Jussi Adler Olsen det folkelige gennembrud.