Kommune vil give unge fritidsjob på plejecentre
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Frederikshavn Kommune vil gerne give unge i alderen 13 til 17 år muligheden for at få fritidsjob på kommunens plejecentre. Den lokale afdeling af fagforeningen FOA er dog skeptisk over for idéen.
Beboerne på Ankermedet Plejecenter i Skagen får måske snart ungt selskab ved bordet i fællesrummet.
- Det vil jeg glæde mig meget til, siger Jens Aage Johansen, beboer på Ankermedet Plejecenter.
Plejehjemmet håber, at de kan få lov at ansætte to unge i fritidsjob.
- Jeg tænker, det er en rigtig god idé. Så kommer der nogle med friske øjne, som kan hygge med beboerne, siger Anne Mette Larsen, leder på Ankermedet Plejecenter.
Det allerbedste ved det er, at generationer mødes. De unge mødes med den ældre befolkning, og det giver nogle synergier og nogle gode relationer.
Birgit Stenbak Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune.
Horsens Kommune slog for halvandet år siden fire fritidsjob på plejecentre op. Målgruppen var unge på mellem 13 og 17 år. Frederikshavn Kommune er blevet inspireret af idéen og vil gøre det samme.
- Det allerbedste ved det er, at generationer mødes. De unge mødes med den ældre befolkning, og det giver nogle synergier og nogle gode relationer, siger Birgit Stenbak Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune.
Den lokale FOA-afdeling i Frederikshavn, som er fagforening for en stor del af personalet på kommunens plejecentre, kan godt forstå tankerne bag forslaget. Afdelingsformanden er dog skeptisk over for idéen om at lade de unge løse opgaver på plejecentrene.
- De vil ikke have muligheden for at kunne observere, når de sidder og har kvalitetstid sammen med borgeren. De kan ikke observere, om fru Hansen har drukket det, hun skal, så hun ikke bliver dehydreret. Alle de observationer som det faste personale er uddannet til at lave, har de som 13-årige ikke muligheden for at lave, siger Louise Krüger Nielsen, afdelingsformand for FOA Frederikshavn.
Artiklen fortsætter under videoen...
Forsøgsordning var en succes
I Horsens Kommune var forsøgsordningen en succes, og siden har kommunen oprettet yderligere 14 fritidsjobs på plejecentrene. Det er meningen, at fritidsjobberne skal fungere som en ekstra ressource på plejecentrene, hvor de kan løse nogle af de opgaver, det faste personale kan have svært ved at nå at tage sig af.
- Hvis Frederikshavn Kommune beslutter, at det er sådan her, det skal være, så skal de lige spørge medarbejderne først og snakke med dem om, hvad de tænker, og om de kan rumme det, og hvordan det vil påvirke deres arbejdsmiljø, siger Louise Krüger Nielsen.
Bliver det her til noget uanset hvad?
- Ja, det gør det. Vi er ligesom andre kommuner i Danmark meget opsat på at få ungarbejdere i gang. De skal introduceres til arbejdsmarkedet, og de ældre bliver glade over at tale med unge mennesker, så vi går hele vejen, og så skal vi selvfølgelig finde ud af at løse de små bump, der er på vejen, siger Birgit Stenbak Hansen.
Svært at skaffe medarbejdere
Der er lige nu 30 medarbejdere og 30 beboere på Ankermedet Plejecenter. I fremtiden ser plejecentrene dog ud til at få svært ved at finde det personale, der er brug for. Derfor kan det blive afgørende, at nogle af de unge får lov at snuse til, hvad arbejdet på et plejecenter indebærer.
- Vi er jo ikke et højtprofileret fag, så det er begrænset, hvad de unge mennesker ved om det. De ser nogle, som cykler rundt i byen, og så ser de nogle, der kører herind og arbejder. Med mindre de selv har en bedstemor eller bedstefar, der bor her, så tror jeg ikke, de ved så meget om, hvad vi går og laver, siger Anne Mette Larsen.
I fællesrummet på plejecentret i Skagen er de klar til at tage imod et par unge mennesker.
- Jeg er nok nødt til at fortælle en løgnehistorie en gang imellem så, men det vil give mig meget, hvis de kommer hertil, siger Jens Aage Johansen.
Frederikshavn Kommune forventer, at ordningen med at tilbyde unge fritidsjob på plejecentre kommer op at køre i løbet af i år.