Løsrevet kæmpeskib smadrede ind i dok: Nu går stort reparationsarbejde i gang

I oktober rev det 332 meter lange skrotskib Zafiro Producer sig fri af sine fortøjringer i Frederikshavn Havn. Det forårsagede betydelige skader på en borerig og Orskov Yards ene dok, som siden oktober har været ude af drift.

Dokken kan først anvendes igen til april. Det skriver Kanal Frederikshavn. 

Påsejlingen af Dok 5 medførte betydelige skader. Sådan skriver Orskov Yard i deres årsregnskab for 2023 om uheldet 20. oktober sidste år.

Hvor stort et millionbeløb, som skaderne på dokken løber op i, er ikke nævnt i regnskabet, men det fremgår, at Orskov holder skadevolderen M.A.R.S. Europe ansvarlig for skaden på dokken, og Orskov skriver, at de er forsikret med hensyn til driftstab og reparationsudgifter.

Værft står selv for reparation

Den 180 meter lange flydedok blev efter påsejlingen i oktober flyttet og har siden ligget i havnebassinet bag Kattegat Siloen. I november forlød det, at Orskov selv skulle foretage reparationerne af dokken. Det arbejde går nu i gang. Det oplyser Orskov Yards administrerende direktør Lars Fischer til Kanal Frederikshavn.

Dokken, som er bygget på det tyrkiske værft Hat-San, vil være ude af drift ind til slutningen af april. Dokken blev leveret til Orskov i sommeren 2020 og slæbt 3.700 sømil til Frederikshavn. Her ankom den til Frederikshavn i januar 2021 og har siden været en af årsagerne til, at Orskov Yard har øget omsætningen år for år.

Stort millionoverskud

Virksomheden kommer ud af 2023 med et solidt millionoverskud på 71,1 millioner kroner, hvilket er godt 20 millioner kroner mere end resultatet for 2022. Nettoomsætningen er steget fra 699 millioner kroner i 2022 til 781 millioner kroner i 2023.

Orskov Yard forventer en omsætning på 650-750 millioner kroner i det kommende år og et resultat efter skat på 25-35 millioner kroner. Påvirkningen af skaden på Dok 5 er indregnet i ovenstående forventning, skriver selskabet i regnskabet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland