Nordjysk håndbolddirektør blev nappet med fingrene i kagedåsen - nu tilstår han omfattende bedrageri

Kassen stemte ikke i nordjysk it-virksomhed. Pludselig fandt de ud af hvorfor.

Jan Hansen havde tilbage i 2020 flere kasketter på. Han var direktør i Vendsyssel Håndbold og samtidig medejer og økonomiansvarlig i Brønderslev-virksomheden Podi.

Hér havde han tilsyneladende svært ved at kende forskel på de to virksomheders konti samt sine egne. I hvert fald overførte Jan Hansen tusindvis af kroner fra Podi til sig selv og Vendsyssel Håndbold.

Altsammen uden virksomheden kendte til det. 

Ifølge en retsmødebegæring, som Nordjyske har fået aktindsigt i, har Jan Hansen nu tilstået databedrageri - subsidiært mandatsvig - af særlig grov beskaffenhed for mindst 500.000 kroner. 

Sagde op for helbredets skyld

Da Jan Hansen stoppede i Vendsyssel Håndbold den 15. august hed det sig ellers i første omgang, at han stoppede af helbredsmæssige årsager.

En uge senere kom hovedpersonen selv med en forklaring på stoppet.

– Jeg har valgt at opsige mit job i Vendsyssel Håndbold, da jeg har brug for at slippe tøjlerne for mit helbreds skyld. Den sidste uge med sygemelding har budt på søvnlæse nætter og mange spekulationer om de opgaver, jeg føler, jeg burde have løst. Så sygemeldingen gør mig ikke mere rask, og derfor har jeg brug for at frigøre mig 100 procent, så jeg kan have fokus på min familie og mig selv, lød det dengang fra Jan Hansen.

Det skulle imidlertid vise sig, at skeletterne herefter væltede ud af skabet. It-virksomheden Podi meldte Jan Hansen til politiet for mandatsvig og for gennem en periode fra januar 2018 og frem til sommeren 2020 at have overført over 800.000 kroner til flere end 30 forskellige konti fra Brønderslev-firmaet.

Et firma, hvor håndbolddirektøren selv sad som bogholder.

- Der er gået 300.000 kroner ind på hans egen konto. 105.000 kroner til Vendsyssel Håndbold og 29.000 kroner til Vendsyssel Håndbold Invest Aps. Resten er gået til 30 forskellige konti, sagde medejer af Podi, Henrik Thomsen, til TV2 Nord. Overførslerne fremgår af Podi's bankkonti, som TV2 Nord tidligere har fået indsigt i.

Jan Hansen

  • 51 år

  • Bor i Øster Brønderslev

  • Ejer og direktør i Aalborg DH 2006-2011

  • Direktør i Vendsyssel Håndbold 2011-2020

  • Opsagde 24. august jobbet som direktør i Vendsyssel Håndbold efter at have været sygemeldt i en kortere periode.

  • Har blandt andet siddet i bestyrelsen for DIT ApS, indtil det blev meldt under konkurs i 2017.

  • Har været i Forsvaret samt i idrætsforeningen i Øster Brønderslev 

Venskab slået itu

I Podi var de dybt rystede, da de begyndte at granske i de mange overførsler, som Jan Hansen havde foretaget, og som de mente havde stået på siden dag ét i selskabets levetid.

Alligevel skulle der gå to og et halvt år, før Henrik Thomasen anede uråd. 

- Det er, fordi vi stoler på hinanden, og vores butik buldrer derudaf. Man kan sige, at vi har været dumme, men vi har stolet på hinanden.

- Jan og jeg har boet ved siden af hinanden i 20 år på den samme vej, og vi kom i den samme idrætsforening i Øster Brønderslev. Jeg har ondt i maven. Det er en af de svære. Det er jo en gammel ven, sagde Henrik Thomsen til TV2 Nord i september 2020.

Henrik Thomsen (på billedet) og Jan Hansen var begge ejere af Podi og venner gennem 20 år.
Henrik Thomsen (på billedet) og Jan Hansen var begge ejere af Podi og venner gennem 20 år.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hvis Jan Hansen vedstår sin tilståelse i retten, skal en juridisk dommer på det kommende retsmøde vurdere, hvor hårdt han skal straffes.

Databedrageri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed straffes med op til seks års fængsel. Derudover kan Jan Hansen blive pålagt at betale erstatning til Podi.

Datoen for retssagen er endnu ikke fastsat.


Seneste nyt

fra Nordjylland