Røveriforsøg i Frederikshavn endte uheldigt for gerningsmand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En røver fra Frederikshavn skyndte sig bort, da den kvindelige beboer trak en kniv imod ham, efter han påstod, han bar samme type våben. Arkivfoto.
En ukendt gerningsmand forsøgte tidligere i dag at true sig til penge i Frederikshavn, men måtte flygte, da beboeren trak en kniv.
En hjemmerøver i Frederikshavn fik kaldt sit bluff, da han forsøgte at true sig til penge på en adresse på Provst Dreslers Vej i Frederikshavn. Det skriver Nordjyllands Politi.
Den ukendte gerningsmand var gået ind ad en åben terassedør og ville have værdier fra den kvindelige beboer.
Gerningsmanden havde hånden i lommen og påstod over for den kvindelige beboer, at han havde en kniv. Hun var dog ikke lige sådan at skræmme og trak selv en kniv mod gerningsmanden.
Det fik hurtigt den ukendte røver til at tage benene på nakken og cykle fra gerningsstedet i en ukendt retning.
Politiet efterlyser nu manden, der beskrives som dansktalende og mellem 20-22 år. Han er cirka 185 centimeter høj og var iført en sort/grå dynejakke og en hættetrøje i skarpe farver, orange/rød.
Eventuelle oplysninger i sagen kan gives til Nordjyllands Politi på 114.