Solid finalerunde af Bjerregaard i fornem Masters-debut
Foto: Kevin C. Cox / Ritzau Scanpix
Det var karrierens vel nok største opgave, men den blev løst med bravour. Lucas Bjerregaard sluttede flot fremme feltet af US Masters.
Den debut kan han godt være stolt af, golfspilleren Lucas Bjerregaard fra Frederikshavn.
I verdens vel nok største golfturnering, US Masters, fik Bjerregaard mulighed for at vise sit talent over samtlige fire dage - og tilmed placere sig langt fremme i feltet.
Bjerregaard gik finalerunden søndag i banens par, 72 slag. For anden gang i turneringen indledte den 27-årige frederikshavner med at lave en bogey på første hul.
Efter endnu en bogey på 5. hul blev det til tre birdies på 7., 8. og 13. hul, inden en ny bogey på 15. hul.
Det rækker til en placering i top 25 - og muligheden for i endnu større omfang at spille med og mod de bedste på amerikansk grund.
Resultatet er Lucas Bjerregaards bedste nogensinde i en såkaldt major-turnering - og han er nu sikret point nok til, at han kan optage medlemskab på den amerikanske PGA Tour ifølge golf.dk.
Vinder af US Masters blev det amerikanske golffænomen Tiger Woods, som Lucas Bjerregaard faktisk besejrede i en direkte duel tidligere på sæsonen.