Barer og værtshuse genåbner: - Jeg glæder mig ekstremt

Øllene er lagt på køl, og sprutten er sat frem. Onsdag byder barer og værtshuse igen velkommen.

Tirsdag har budt på ekstra travlhed hos de nordjyske barer og værtshuse. Men genåbning onsdag var der nemlig flere ting, som skulle gøres klar.

Hos Asien Bodega i Hjørring er de klar til at rulle den røde løber ud og sætte flag op, for at fejre at kunderne igen kan komme ind.

- Jeg glæder mig allermest til at se mine stamkunder igen, siger Pernille Jensen, der er indehaver af Asien Bodega.

- Mine kunder har støttet ekstremt godt op om mig under nedlukningen. De har doneret en masse, så jeg har kunne udnytte tiden til nye tiltag. Så nu glæder jeg mig bare til at tage imod dem, sige tak og vise dem det nye.

Under nedlukningen har Pernille Jensen, der overtog bodegaen i juli måned, blandt andet lavet dobbeltdøre ud til bodegaens gårdhave. Her er da etableret et grillmiljø med flere borde.

Bodegaen åbner klokken 9, og flere har allerede booket bord. Man skal kunne fremvise et corona-pas med enten en negativ test eller et bevis på, at man er vaccineret, for at komme ind.

- Vi overholder selvfølgelig alle restriktioner. Vi håber lidt på, at reglerne om booking af bord inden, man kommer, de frafalder i aften, men det må vi se. Vi har sagt ja til at åbne, og så er det med de regler, som gælder, siger Pernille Jensen.

Selvom vejret ikke ligefrem ser ud til at byde på høj sol onsdag, så regner Pernille Jensen med en lang arbejdsdag.

- Jeg kommer til at være her i hvert fald 14 timer i morgen, siger hun. 


Seneste nyt

fra Nordjylland