Dom i stalker-sag: Chikane med MobilePay-overførsler giver fængselsstraf

En midaldrende mand skulle fredag for retten for at havde stalket en kvinde på trods af et tilhold mod ham. Nu er der faldet dom.

En 54-årig mand kom tilsyneladende så langt ud hen over sommeren i sin forfølgelse af en kvinde, at han ved Retten i Hjørring nu er blevet dømt til otte måneders fængsel for at have stalket og truet hende.

Det fortæller anklager Lone Lyngsø efter retssagen fredag.

Manden fik tilbage i februar i år et tilhold i forhold til kvinden. Det vil sige, at han fik et forbud mod at kontakte hende direkte eller indirekte. Men han kunne ikke nære sig, og da kvinden forsøgte at blokere og stoppe ham, fandt han bare på nye udspekulerede metoder til at kontakte hende.

Han er derfor blevet dømt for både stalking og overtrædelse af tilhold i 10 tilfælde i perioden 15. juni til 19. juli i år.

MobilePay-chikane

Ifølge anklagerne kontaktede manden kvinden via sms og flere gange via beskedtjenesten Messenger i løbet af juni og juli måned. Midt i juli blokerede kvinden imidlertid manden på Messenger, ligesom hun tilsyneladende havde blokeret ham, så han heller ikke kunne sende sms til hende.

Da manden opdagede, at der ikke var hul igennem med beskederne, så fandt han på et nyt trick. Han sendte ifølge anklagerne kvinden fem kroner via MobilePay og benyttede tekstfeltet til at sende en besked til hende.

I én af beskederne fremsendte han en trussel, som han fredag også er blevet dømt for.

Ikke tilfreds med dommen

1. januar i år blev en ny bestemmelse i straffeloven om stalking indført, og det er blandt andet den, han er blevet dømt efter.

Den 54-årige mand blev fredag idømt otte måneders ubetinget fængsel, men han valgte at anke dommen på stedet, ligesom han kærede fængslingen.

Manden har siddet fængslet siden sin anholdelse den 20. juli, og har derfor allerede afsonet 4 måneder af fængselsstraffen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland