Elbilen brød i brand og satte ild til huset: - Der er intet tilbage, siger ejer

Natten til onsdag mistede Jan Dige Fjerritslev alt, han ejer.

Det var en aften som de fleste andre for Jan Dige Fjerritslev, der tirsdag kom hjem fra arbejde og satte sin nye elbil, en tre måneder gammel Audi Q4 e-tron, i opladeren. 

Da det var ved at være sen aften gik han i seng, men han fik ikke lov at sove i lang tid. 

Hans hund var begyndt at gø, og den virkede ikke til at stoppe igen. 

- Jeg bliver faktisk lidt irriteret på den, og så går jeg ud for at se, hvad der er galt. Jeg når at tænke, at der måske render nogle rundt ude i indkørslen, men det viser sig så at være røg, der kommer ud fra min bil, forklarer Jan Dige Fjerritslev fra Hirtshals.

quote Det føles som første dag i et nyt liv, for der er intet tilbage

Jan Dige Fjerritslev, bogholder, Hirtshals

Herfra går det hurtigt. 

Jan Dige Fjerritslev løber ud til bilen og skynder sig at fjerne opladeren. Han bemærker, hvordan den overhovedet ikke er varm. 

Han håber, at det kan få røgudviklingen til at stoppe, at han fjerner opladeren, og at bilen nu falder lidt til ro igen. Men sådan går det ikke.

- Jeg vender lige kort ryggen til bilen, og så antænder den simpelthen. Jeg har taget min telefon med ud, så jeg ringer 112, og så går jeg ind i huset igen, hvor resten af familien nu også er stået op, og så skynder vi os ud ad havedøren på den anden siden af huset, lyder det.

Ifølge Jan Dige Fjerritslev var det tydeligt, at røgen kom fra undersiden af bilen. Derfor antager han, at det er batteriet, der har skabt problemer.

Se de store konsekvenser af branden på billederne her:

- Der er intet tilbage

Jan Dige Fjerritslevs voksne børn var kun hjemme for at passe hunden. Og da flugten går gennem haven og ud, er det kun i det tøj, de går og står i. 

Da TV2 Nord taler med Jan, har han lånt lidt tøj, men ellers har han mistet alt. Efter at være blevet tjekket på hospitalet overnattede familien ved Jans forældre.

- Det er sådan lidt mærkeligt sagt, men det føles som første dag i et nyt liv, for der er intet tilbage. Jeg har stadig kun de underbukser og den t-shirt, som jeg løb ud af huset i. Så det er helt forfra, og så man prøve at tage den derfra, siger Jan Dige Fjerritslev.

Onsdag har han talt med sin forsikring. Der er psykologhjælp at hente, hvis det bliver nødvendigt.

- Der kommer givetvis en reaktion på det her senere, men indtil videre har det ikke været nødvendigt. Lige nu kører adrenalinen nok bare.

Hvad han gør herfra, ved han ikke.

- Vi er heldigvis godt forsikret, så vi er blevet tilbudt genhusning, og så skal vi lige finde ud af, hvor det skal være henne, indtil vi kan se på, om der kan bygges noget op igen, siger Jan Dige Fjerritslev.


Seneste nyt

fra Nordjylland