Seneste nyt

fra Nordjylland

Fortuna Hjørring misser gylden mulighed for at spille sig ind i mesterskabskampen

Fortuna Hjørring missede en gylden mulighed for at give sig selv en chance for at være med i kampen om mesterskabet i Gjensidige Kvindeligaen. 

Nordjyderne formåede nemlig ikke søndag eftermiddag at vinde ude mod Kolding IF, der ligger dårligst placeret i mesterskabsslutspillet.

Kampen endte 1-1 i kvindernes bedste danske fodboldrække. 

Det skete efter et opgør, hvor især Fortunas rumænske keeper Andreea Paraluta fik en skurkerolle. 

Efter 29 minutters spil fumlede hun nemlig gevaldigt med bolden på et langskud fra Kolding IF, og hun fumlede så meget, at hun nærmeste selv slog bolden det sidste stykke ind over stregen til stor ærgrelse for nordjyderne og ikke mindst målvogteren selv. 

Hun kunne dog glæde sig over, at angriberen Anastasiya Pobegaylo kort tid efter skabte balance i regnskabet med en udlignende scoring.

Helt lige stod det derfor ved halvleg.

Anden halvleg blev spillet helt uden scoringer, og der lod sig derfor noget at være tilbage at ønske for den neutrale tilskuer.

Og måske også for tilhængerne af Fortuna Hjørring, der inden opgøret måske havde et lille ønske om endnu et mesterskab til de grønne, som de tidligere har haft for vane at vinde. 

Med det uafgjorte resultat er holdet nemlig hele syv point efter Brøndby på førstepladsen, og begge hold har fem kampe tilbage af slutspillet.

Samtidig ligger FC Nordsjælland på andenpladsen fem point foran Fortuna Hjørring, men for dem resterer der seks opgør.