Fyret direktør vil ikke fortsætte i ny rolle

Det skyldes ikke utilfredshed med Jens Kirketerp Jensen, at han er blev fyret fra stillingen som havnedirektør, lyder det fra ledelsen.

Hirtshals Havn skal have ny direktør. 

Jens Kirketerp Jensen er blevet fyret fra posten efter næsten 20 år, da havnen ønsker en ny organisationsstrategi med nye ledelsesmæssige kompetencer. Det er på baggrund af en ekstren undersøgelse, der skulle hjælpe organisationen med at realisere planer for fremtiden, at beslutningen er truffet. 

Bestyrelsesformand hos Hirtshals Havn Anker Laden Andersen understreger, at fyringen af direktøren ikke er et udtryk for utilfredshed, og Jens Kirketerp Jensen er da også blevet tilbudt en ny og fremtrædende rolle i havnens fremtidige organisation. Det har den nu afgående havnedirektør dog takket nej til. Det fremgår af en pressemeddelelse. 

Til at varetage havnens forskellige forretninger under ansættelsesprocessen har bestyrelsen hos Hirtshals Havn valgt at udnævne tidligere teknisk direktør ved Hjørring Kommune, Andreas Duus, som konstitueret administrerende direktør. 

I kraft af sin tidligere stilling har Andreas Duus et bredt kendskab til Hirtshals Havn.

- Jeg er sikker på, at Andreas på en god måde vil varetage såvel havnens som kundernes og brugernes interesser, indtil vi har fundet en ny leder. Samtidig er jeg overbevist om, at han vil modtage stor opbakning fra havnens personale, som hver dag yder en stor indsats for Hirtshals Havn, siger Anker Laden-Andersen, Bestyrelsesformand hos Hirtshals Havn


Seneste nyt

fra Nordjylland