Seneste nyt

fra Nordjylland

Groft hjemmerøveri skal for retten

 Groft hjemmerøveri skal for retten

Et par fra Hirtshals gennemgik noget nær det værste mareridt, da de natten til 22. juli 2022 blev udsat for hjemmerøveri, mens de lå og sov i deres hjem.

Nu er to mænd på henholdsvis 32 og 35 år tiltalt for at stå bag det brutale overfald, og de skal møde i retten i Hjørring mandag, hvor sagen efter planen skal starte.

Hjemmerøveriet fandt sted ved 04-tiden om natten, da to mænd ifølge sagens oplysninger trængte ind i parrets hjem ved at bryde et vindue op.

De to mænd var maskerede og havde en hardball-pistol med sig til at true med.

Gerningsmændene trængte ind i soveværelset og forlangte straks 15.000 kroner i kontanter og satte ifølge anklageskriftet handling bag kravet ved at slå manden i hovedet og ved at true dem begge med knive.

Parret havde ikke så mange penge i kontanter, men det fik ikke gerningsmændene til at give op.

Politiet blev alarmeret kort efter overfaldet, og efterforskningen førte ret hurtigt betjentene til en adresse i Frederikshavn, hvor i alt fem personer opholdt sig. De blev alle anholdt og senere fremstillet i grundlovsforhør.

De to mænd, som nu er tiltalt i sagen, har siddet varetægtsfængslet siden hjemmerøveriet.

Det fremgår ikke, hvordan de forholder sig til de alvorlige anklager.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.