Hjørring-borgmester skal være med til at kæmpe for udvikling i hele landet
Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt (S) er blevet medlem af bestyrelsen i organisationen Balance Danmark.
Organisationen Balance Danmark, som kæmper for at sikre udvikle i alle dele af Danmark, har holdt generalforsamling og udvidet sin bestyrelse med to nye medlemmer. Et af de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer er Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt (S).
Det oplyser Balance Danmark i en pressemeddelelse.
- Jeg er glad for, at jeg nu sammen med resten af bestyrelsen og medlemmerne i Balance Danmark kan bidrage til kampen for, at infrastruktur, arbejdspladser og uddannelsessteder udvikles i alle dele af landet. Det er ikke nok via udligning bare at sende en pose penge. Vi skal også sikre borgerne uden for hovedstaden og de store byer mulighed for at skabe sig et godt, aktivt og meningsfuldt liv, siger Arne Boelt.
Tilfreds med ny udligningsordning
Netop den kommunale udligningsordning har været Balance Danmarks store indsatsområde i de seneste år, hvor organisationen har kæmpet for en ny - og ifølge dem mere retfærdig - udligningsordning. For tre uger indgik et flertal i Folketinget en aftale om en ny udligningsordning.
- Med den brede udligningsaftale ligger fundamentet for udligningen fast de næste mange år. Der er dog fortsat områder, vi i Balance Danmark skal være meget opmærksomme på, ikke får lov til at underminere den mere retfærdige udligning. Her tænker jeg blandt andet på den kommende boligskattereform samt sikring af, at alle kommuner får styr på registreringen af deres borgere, så udligningen sker på et retvisende grundlag, siger Arne Boelt.
Ud over Arne Boelt er fremtidsforsker Birthe Linddal også nyt medlem af bestyrelsen i Balance Danmark, som nu består af ni medlemmer.
Bestyrelsen i Balance Danmark
Kim Ruberg, formand, adm. direktør i Jøp, Ove & Myrthu A/S
Jesper Frost Rasmussen (V), næstformand, borgmester i Esbjerg Kommune
Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune
Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune
Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune
Lars Erik Hornemann (V), viceborgmester Svendborg Kommune
Michael Böss, historiker, forfatter og foredragsholder. Dr.phil.
Arne Boelt (S), borgmester Hjørring Kommune
Birthe Linddal, sociolog og ph.d.-studerende