Kirke fortalte børnehavebørn om påsken: - Vi har brug for fællesskabet mere end nogensinde

Påsken nærmer sig, og tirsdag tog en flok børnehavebørn i Hjørring forskud på højtiden.

Ugen før påske plejer at være lig med påskevandringer og besøg af op mod 400 børnehavebørn og forældre i Bistrupkirken i Hjørring, men da corona-restriktionerne stadig forhindrer kirken i at samle mange mennesker indendørs, er der i år tænkt kreativt.

Derfor markerer kirken den forestående højtid med udendørs påskevandringer, og tirsdag var børnene fra børnehaven Emilie i Hjørring inviteret på besøg for at høre mere om, hvad påsken er.

- Vi er jo en kristen folkekirke, og derfor synes vi, at børnehavebørnene skal have indsigt i, hvorfor vi fejrer påske, siger sognepræst Birte Maarup Iversen.

Det er kirke- og kulturmedarbejder Susanne Tidemann, der viser rundt og fortæller børnene om de dramatiske påskedage. Og fortællingen gør indtryk.

- Det er sjovt, fordi der står alle de ting inde i kirken, siger seks-årige Oskar.

- Der er en hule inde i kirken, som Jesus var inde i. Der er vinger uden om den og lys inde i den, fortæller Liva på fem år.

Fællesskabet i højsædet

Påsken er en vigtig tradition i kirken som skal markeres – coronakrise eller ej, mener sognepræsten.

- Jeg fornemmer, at samfundet har brug for fællesskabet mere end nogensinde, og det er netop det, påskeberetningen handler om: At fællesskabet er det allervigtigste, siger Birte Maarup Iversen.

Børnehavebørnene hører blandt andet om den sidste nadver og korsets betydning, og påskevandringen vækker deres interesse.

- Det har været en rigtig god dag, siger fem-årige Liva.


Seneste nyt

fra Nordjylland