Kritik af overvågning af grundvandet: - Problemet er kommet for at blive
Fredag i sidste uge rejste Rigsrevisionen og Statsrevisorerne en hård kritik af Miljøministeriets overvågning af danskernes drikkevand. Et af de steder, hvor man kæmper med pesticidrester i vandet, er i Hjørring. Her har de lukket 20 ud af 50 boringer, fordi grænseværdierne for pesticider er overskredet til tilladte værdi.
Miljø- og Fødevareministeriet blev fredag kritiseret af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne for ikke at overvåge pesticide-niveauet i grundvandet godt nok.
Hjørring er et af de steder, hvor de i øjeblikket oplever et forhøjet niveau af pesticider i deres grundvand.
Inden for de seneste år har Hjørring Vandselskab oplevet at finde flere og flere pesticider i vandet.
Problemet er kommet for at blive
- Tommy Mostrup, Direktør, Hjørring Vandselskab.
- Problemet er kommet for at blive. Det er noget vi kommer til at snakke om de næste rigtig mange år, siger Tommy Mostrup, der er direktør i Hjørring Vandselskab.
I fredags kom Rigsrevisionen og Statsrevisorerne med en kritik af Miljø- og Fødevareministeriets overvågning af pesticider. Her vurderede de, at det er usikkert, om ministeriets overvågning sikrer, at der gribes ind, hvis niveauet af pesticider nærmer sig grænseværdien.
- Det er heller ikke godt nok, og noget af det som Socialdemokratiet har arbejdet for, også inden vi kom i regeringen, det er netop, at vi skal have en meget bedre overvågning af vores vand, siger Miljøminister Lea Wermelin (S).
En tikkende bombe?
Typisk tager det 40 til 50 år fra stoffer som pesticider kommer fra jordoverfladen ned gennem de forskellige lag i jorden og ender i grundvandet.
Er det en tikkende bombe, der venter på at sprænge?
- Jeg ved ikke, om man kan sige, at den sprænger, det er mere noget, der siver. Man forestiller sig, at alle de der stoffer er på vej ned gennem jorden, der hvor vi indvender vand. Det skal jo alt sammen ud gennem vandhanerne før end det er væk. Og det er jo det, der er problemet, siger Tommy Mostrup.
Miljøminister Lea Wermelin vil nu blandt andet få kammeradvokaten til at kigge på forvaltningen i miljøstyrelsen, samt få eksperter til at kigge på overvågnings-, godkendelses-, og kontrolsystemet.
- Nu har vi sat i gang, at fremfor at kontrollere for 40 stoffer, som det bliver gjort i dag, så bliver der kontrolleret for 400 stoffer. Og på sigt skal vi kunne kontrollere for det hele, siger Lea Wermelin (S).
Tommy Mostrup forudser, at der de næste 50 år vil blive fundet flere og flere stoffer i grundvandet.
- Vi vil jo altid gerne være optimister, vi vil altid gerne forudsige, at fra nu af kommer der ikke mere, men det tror jeg ikke en dyt på. Der vil stadigvæk i mange år fremover blive tilført pesticider til jorden, som vil havne i grundvandet, siger Tommy Mostrup.