Se video: Sæl fødte i nat
Der er i nat kommet et ekstra familiemedlem hos sælerne på Nordsøen Oceanarium. Allerede nu kan den finde på at svømme i sælariet.
I sælariet på Nordsøen Oceanarium har altid haft held med at sælerne formerer sig i det 800.000 liter store anlæg. Denne sommer er ingen undtagelse, da den spættede sæl Maria, i løbet af natten har født sin femte unge. Det skriver Nordsøen Oceanarium i en pressemeddelelse.
Ungen har hun båret på siden sensommeren sidste år. Faderen til ungen Thor er også en fast beboer i anlægget.
Det er svært at bestemme kønnet, når ungen er nyfødt, så dette er endnu ikke kendt.
FAKTA
- Sæler føder på land eller i vandkanten.
- Ungen vejer omkring 8-12 kg ved fødslen.
- Ungen tager cirka et kilo på i døgnet. Det skyldes, at sælmælk har et fedtindhold på omkring 50% - det vil sige væsentligt federe end den piskefløde, som mange nyder at spise sammen med deres jordbær på denne tid af året.
Ungen svømmer næsten fra den er født, og kan sagtens finde på at tage en tur rundt i sælariet, mens den nybagte mor holder et vågent øje med den. En anden sjov detalje er, at ungen har uforholdsmæssigt store luffer ved fødslen. Det er for at den skal kunne følge med moren i vandet. Man kan sammenligne det med at et hesteføl har meget lange ben, for at kunne følge med sin mor fra start.
For en person på Nordsøen Ocenarium har fødslen været ganske særlig. Cecilie Ballegaard Thuelund er nemlig ved at studere sælers bioakustik i forbindelse med sin kandidatuddannelse fra SDU, og er i 14 dage i Hirtshals for at udføre sine studier i sælers bioakustik på Ocenariummet. Hun var i nærheden af sælariet gennem hele natten, for at være sikker på at ikke misse fødslen.
Desværre var det så mørkt, da sælen fødte, at hun ikke fik video af den.
Cecilie Ballegaard Thuelund fortsætter med at studere sælmoren og unge de næste tre dage.
En omsorgsfuld mor – i kort tid
Alle pattedyr på både land og i vand er karakteriseret ved, at moderen har stor omsorg for sin unge i digeperioden.
For sælers vedkommende er det dog en meget kort periode på kun fire til fem uger. Når dieperioden er slut, skal ungen klare sig selv og jage sin egen føde. Derfor er det kun den næste måneds tid, at gæster kan opleve Maria tage sig af sin unge.