Spærring af befærdet skolevej skal inspirere til nye trafikløsninger
Afspærring af en trafikeret skolevej i Hjørring skal give kommunens politikere inspiration til, hvordan man får flere til at cykle eller gå i skole.
Skolevangen i Hjørring plejer at være en travl vej i morgentimerne. Men torsdag morgen var det ikke muligt at passere den.
Der var nemlig sat en afspærring op på Skolevangen, som er hjemsted for flere skoler og uddannelsesinstitutioner. Det er Hjørring Kommune og folkene bag det EU-støttede projekt Smart (Sustainable Mobility Rural and Urban Transport), der havde blokeret vejen.
- Vi prøver at teste, hvad der sker, hvis man spærrer vejen helt, og hvordan man kan motivere børnene til at cykle i skole, siger projektmedarbejder Nanna Schultz Andersen fra Smart.
De erfaringer, der bliver indsamlet i løbet af dagen, bliver givet videre til byrådet i Hjørring Kommune, som herefter kan se på, om der er løsninger, der kan laves i området.
- Vi kan bruge det til at se, om vi kan gøre nogle ting anderledes. Hjørring er Vendsyssels uddannelsesby nummer et, og det giver et voldsomt tryk på området. Derfor er vi nødt til at være ansvarlige og se på trafiksikkerheden, siger Søren Homann (K), som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.
Ingen dytten eller råben
Smart-projektet skal sættes fokus på bæredygtig mobilitet, og det kan ifølge Nanna Schultz Andersen være svært at få flere til at tage cyklen eller gå i skole, hvis andre bliver kørt.
- Hvis alle kører deres barn i skole, bliver det mere usikkert at lade sit barn cykle eller gå i skole, siger projektmedarbejder Nanna Schultz Andersen.
Ifølge udvalgsformanden tog bilisterne det pænt, at de torsdag morgen ikke kunne passere Skolevangen.
- Der var mange, der så, at der var en afspærring, og så fandt de en ny vej. Jeg har ikke hørt nogen dytte eller råbe, så det viser jo, at man er åben for nye muligheder, siger Søren Homann.
Smart-projektet fortsætter indtil efteråret, og det kan føre værdifuld viden med sig.
- Jo mere data og inspiration, vi kan få, jo nemmere bliver det at finde på de gode idéer, siger Søren Homann.